186 / 209
168
F lue r og skoggerle, n aa r han saa, hvorledes de ulykke
lige Insekter teede sig under deres Kraller, da vidner
dette om noget Defekt i hans Følelsesliv. Im idlertid,
under Fo rudsæ tning af, at Spinozas Hovedtanke: Alt
hviler i det ved sig selv bestaaende Væsen, er rigtig,
er den absolute Nødvendighed som Lov for alt Liv
en konsekvent Slutning deraf. Men hvorfor lader m an
det da ikke bero herved, hvorfor «har m an opfundet
saa voldsomme Navne som Synd og Forbrydelse? Og
hvorfor sukker m an ikke blot under disse som en
Ulykke, hvorfor bæ rer m an dem som en Straf?» Og
paa den anden Side: «hvorledes forklarer Spinoza Selv
bevidstheden, n aa r h an ikke vil indrømm e Realiteten
af Begrebet Frihed?» — — Dog, Spinoza sæ tter al
Menneskets Salighed i Kærlighed til den Gud, der til
deler ham hans Lod og Skæbne, hvad enten han n u
er rig eller fattig, begavet eller énfoldig, ansét eller
ubekendt. Spinoza gør Gud til det evige Grundvæsen,
der aabenbarer sig i alle endelige Væsner og indpræger
dem Normen for det Skønne, det Gode og Sande, som
ere ét i hans Væsen. «Derved bliver Mennesket sat i
Stand til at bedømme Handlingernes Værdi og de Kil
der, hvoraf de fremvælde». Man kan da forstaa, at
Howitz ønsker at beraabe sig paa Spinoza. Men hvo r
ledes kan han sidestille dennes Ideer med Lockes?
Medens Spinozas Salighedsfølelse grunder dybt i Sjæ
len og kan tilvejebringe F red m idt i Ulykken, er Lo
ckes Lykkefølelse ufri og afhængig af alt Udvortes,
F remm ed og Tilfældigt.
Mennesket h a r kun ét Begær, siger L o c k e , kun én
S træben, nemlig at blive « ly k k e lig » .
Endvidere:
Dyden er kun alm indelig agtet, fordi den er « n y ttig » .
Herimod protesterer Mynster og slaar hans Discipel
med et Eksempel, denne selv h a r henvist til. En
Moder, siger Mynster, plejer sit syge Barn; hun gør
det med Bekymring, i Angst og Nattevaagen. Vilde hun