JPMynster

172

Henseende kun vilde finde liden Anklang i hans An

tagonists Sind), slutter h an med følgende O rd: «Lige

som den retskafne Mand i sin moralske Følelse be

holder en Vished, som giver ham Kundskab om og

Styrke til sin Pligt til Trods for alle Tvivlesygens An

greb, saaledes fo n n a a disse ejheller at overvinde den

religiøse Følelse, der er saa næ r beslægtet med og lige

saa hellig, lige saa sikker som den moralske. Og

langtfra at ville ud rydde disse Følelser, er det F iloso

fiens ædle, dens stadige, om end langsomme Stræben,

at udvikle deres Fylde og forsvare deres Ret».

Kampen for Determ inismen var dog til Trods for

den Verve, hvormed den blev ført af sin Ophavsmand,

foreløbig kun at betragte som en Genganger fra det

18de Aarhundrede. Den Mening, hvori Determ inismen

m aatte havne, at n aa r en Fo rb ryde r led sin retfærdige

S traf paa Skafottet, var han egenlig kun et Slagtoffer

for Skæbnen, den Mening kunde ikke slaa Rod i en

Slægt, der var opvokset under Kants P ligtbud og den

moralske Fordring, at et Menneskes Handlinger burde

og skulde være saaledes, at de kunne tjene til Rette

snor for Andres. — En ny Retning skød sig frem i

Filosofien, der var saa langt fra at paalægge sig den

blinde Skæbnes Slavelænker, at den tværtimod erklæ

rede Mennesket for den guddommelige F riheds Medium.

Jeg m ener naturligvis H e g e ls F i l o s o f i .

Med denne Filosofis G rundtanker er det lidt vanske

ligt for en L iteræ rhistoriker at komme til Rette. Thi

for det Første skræmmes han af en filosofisk Term ino

logi, der forlængst h a r ophørt at være coulant; dernæst

erklære ikke alene professionelle Filosoffer, men ogsaa