JPMynster

175

ingen Modsigelse er saa stærk, at den ikke kan over

vindes ved Aandens Magt. Thi Menneskeaanden er i

dybeste Fo rstand Guds Aand, og d e t e r g e n n em

M e n n e s k e a a n d e n s F r e m g a n g , Gud k o m m e r til

B e v i d s t h e d

0111

sig se lv . — Alt vilde den mægtige

hegelske Filosofi omfatte, Alt vilde den forstaa. Den

indrømmede Religionen sin Plads og bøjede sig fol

dens Ret; men f o r s t a a den, vilde den. Den pegede

paa K ristendommens Hoveddogme: Guds Aabenbarelse

i Jesus fra Nazareth, og sagde: «Er dette ikke i Billed

form, hvad jeg giver i Tankens. E r det ikke Gud,

som Du jo kun kender som subjektivt Begreb, der her

træder ind i Naturens (Tidens og Rummets) Verden,

som objektiverer sig, d. v. s. afføder sin Modsætning,

bliver synlig og sanselig og derpaa gaar under for at

opstaa som forklaret A and» . Hegel kunde sige: «Selv

den vanskeligste af alle Troens Sætninger, T r i n i t e t s -

d o g m e t, tinder sin Løsning i min Filosofi». Og til

syvende og sidst, for at sige det lige rent ud: kun

B e g r e b e t, Idéen, h a r R e a lite t. Det kommer blot an

paa ikke at spare sig for det Arbejde, at begribe. A lt

k a n b e g r ib e s . S e lv G ud k a n b e g r ib e s , og hans

Liv ligger k lart for Begrebets Blik: «Gud sér os med

det samme Øje, vi sér ham!» —

Det er nu interessant at iagttage denne Filosofis

Virkning i D anm ark: ikke alene i strengere videnskabe

lig Henseende (thi det er jo gammelkendt, at Heiberg

og Martensen vare dens Bannerførere, den Første som

filosofisk Skribent, den Anden som theologisk Universi

tetslærer), men at iagttage Hegelianismens Forhold til

vor Poesi. Thi kuriøst er det, at han, den alvorlige

Berlinerprofessor, der med al mulig tysk Pedanteri og

lærd Værdighed docerede sin Lære for de filosofisk

Indviede og aldrig nedlod sig fra Idéens Bjerg til den

profane Hob, der tum lede sig

0111

dets Fod, der aldrig

indlod sig paa at gøre sig «mere forstaaelig» — at han