197 / 209
179
„Paa Tankens Slot bor Studenten glad
og lever højt, som man kan vide.
Han søber Nektar af Idéens Fad
og blæser saa ad det Solide.
Og som hans Genboer her i Verden staar
den Flok, som rundt i Livets Mølle gaar
med Sav og Høvl,
med Gods og Vrøvl,
med lænket Fod og stækket Vinge“. —
Da Hostrup som gammel Mand og forlængst Grundt
vigianer nok vilde reducere sin hegelske Ungdomsperiode
til det m indst Mulige, paastod han i sine Memoirer, at
hans Livssyn fra «Genboerne» (1844) allerede havde
taget en anden Retning (1846) i «En Spurv i T rane
dans». Men vi tro ham ikke: hans Sprog røber ham ;
han er en Hegelianer. «Lokkende Toner trænge sig
ind i Studentens ensomme Bolig; Verden er lys, og
Kvinden er saa smuk». Med et Suk stænger han
sin Dør.
„Men i hans Kammer Fristeren forsvinder
hurtig igen.
Verden formindskes; Pigens røde Kinder
brat falme hen.
Højt over Jorden stige vi til Kampen:
Evigheds Porte aabnes for vor Sans.
Og vi sé ved Lampen
Musernes Dans“. —
Det er ingen Tilfældighed, at Rythme og Versform
i denne smukke Studentersang er laan t fra Heibergs
Reformationskantate, hvor det paa ægte hegelsk Vis
hedder, at «Tanken opsteg til det Høje, den Gang den
nedsteg i sig selv». Ej heller er det en Tilfældighed,
naar Meningen i ovenstaaende Citat er adækvat med
Indholdet af Strofen i «Protestantismen i Naturen» III.
„Vend mod Dit Indre Dit Blik!
Hvad i Din Verden forgik,
vil i Din Tanke Du finde.
A lt det F o r sv u n d n e d er in d e
L iv og T ilvæ r e ls e fik .“
-----
12*