194 / 209
176
gennem sin Discipel J. L. H e ib e r g skulde give Stødet
til den kaade, d a n s k e V a u d e v i ll e («Fjællebodsløjer»
kaldte Rahbek den); og at h an gennem sit andet Me
dium , Martensen, skulde sætte den unge cand. theol.
H o s t r u p i slig aandelig Position, at h an kom til at
skrive sine navnkundige S t u d e n t e r ko m e d ie r . Thi
n aa r Heiberg i sit Forsvarsskrift for Vaudevillen udtaler,
a t n a a r en dansk Digter vil forny vort nationale Lyst
spil, m aa han ikke gaa udenom Pub likum s øjeblikkelige
Smag, men netop nytte denne til at sætte sin Idé i
Bevægelse, saa h a r vi jo allerede her en hegelsk Tanke.
— Men som fuldstændig hegelianiseret Digter optræder
Heiberg i «Ny Digte» (1841). Her søger Fora arsengien*)
a t drage Digteren bo rt fra den græske Pantjeneste og
den katholske Naturdyrkelse, idet han erklæ rer ham ,
a t i Himlen «er Alle Protestanter» (nemlig hegelske).
Digteren skal lytte til «Naturens længselsfulde Røster»;
siden Kristus «gjorde sine Mirakler», h a r den faaet et
større Værd og længes dunkelt efter sin Forløsnings
stund ; den a ttra a r at skrifte sine halvforstaaede T anker
for det aandige Menneske, den længes efter «at kaste
sit Slør for ham», at favnes i Kærlighed og «føres F ri
heden i Møde». Men Alt dette er i Virkeligheden
S trausz’ Fortolkning af de Hegelske Ideer: Mennesket,
der opdager Naturens skjulte Kræfter og tager dem i
sin Tjeneste, det er den Kristus, der gør Mirakler. —
1 «En Sjæl efter Døden» lader Heiberg St. Peter p ræ
dike Hegelianisme. Da den sølle Sjæl vil ind i H imme
rig, gaar h an rejekt ved Eksam inationen. Sjælen kan
ikke sige, hvad Aanden er i Kristi Lære; «thi Aanden
lader sig ikke fange i Ord». «Og dog var O rdet Gud!»
svarer Apostlen, «jo mer sig Aanden klarer, des m in
dre vist nok den paa O rdet sparer; hvo ej med Ord
sin Tanke kan sige, komm er ej i Himmerige». Og da
*) «Gudstjeneste» S. 22.