JPMynster

173

en talentfuld Æ sthetiker som Georg Brandes*) paa en

for Hegel skaansom Maade, at det er forbi med hans

Filosofi. — Men pludselig opdager man, at Alt, hvad

der til Dags Dato h a r vist sig virksom t og levedygtigt

i den officielle Verden, h a r levet paa hegelianske Idéer,

og at det er saa langt fra, at «man er kommen ud

over Hegel», at m an i Grunden (den ægte Kristendom

naturligvis undtagen) ikke h a r andet Vidnesbyrd for

sin aandelige Stræbens Gehalt at støtte sig til, end

hans. Thi hvad vilde egenlig denne Mand? H a n

v ild e f o r lø s e d e n T a n k e , d e t B e g re b , som h v i l e r

i A lt og A lle , og han vilde sammensmelte disse Be

greber i højere, bevidste, klare Former. Men hvad

gør, hvad vil Nutidens V idenskabsmænd egenlig Andet?

— Hegels Tanke var maaske ikke ny. Man kan træffe

den under Poesiens Form i det gamle finske National

epos «Kalevala»**); her gælder det for den troldkyndige

Vismand at finde « O r d e t» ; og han m aa selvfølgelig

svede ganske artigt, inden han finder det. Men dette

de gamle F inners T rylleord, det er ikke Andet end

Hegels Idé, det er det forløsende Ord, hvorved Aanden

tvinger N aturen til at aabenbare sine Hemmeligheder.

Hver Gang en Opdagelse gøres paa Fysikkens eller

Lægevidenskabens Om raade, hver Gang en Historiker

afslører en T idsalders Begreb eller paapeger det Enheds-

baand, der samm enkny tter en Personligheds Ejendomme

ligheder, ja hver Gang en Krig føres og en Sejr vindes

paa Grundlag af Kundskab til Fjendens Land, Kend

skab til hans Forho ld og Stilling, sam t derpaa støttede

kloge Beregninger, saa fejrer den Hegelske Filosofi en

Triumf. F ranskmændene gave sig, efter de havde

lidt

Nederlag lige overfor Tyskerne, til at studere Schopen

hauer og v. Hartm ann, der den Gang vare deres Mod*) Sé «Det unge Tyskland» Hovedstrømninger VI. S. 310.

**) Sé mit Skrift «Oldtidens Kulturhistorie» S. 719,