188 / 209
170
ikke langt fra at ville denunciere Mynster som Pela-
gianist og Kætter. — Men Locke, mæ rker h an nok,
h an ikke mere kan tage sin Tilflugt til. Han des
avouerer ham som Læ rer; og, idet h an stadig støtter
sig til Spinoza, fører h an nu H u in e i Ilden mod Kant.
Dog, her fand t h an sin Overm and i Mynster. — I sit
andet Indlæg mod Howitz h a r denne forandret sin
høflige Tone til en ironisk. Han undres over, at den
Evne til at berolige Sindet, som «Hr. Forf.» h a r til
skrevet sin Nødvendighedslære, h a r et saa slet Demon
strationsobjek t i ham selv. — Howitz beraaber sig
bestandig paa Spinoza, siger Mynster; men sam tidig
forsikrer han, at det blot er Fænom ener, der ere ham
vigtige, og som han studerer. Véd han da ikke, at
Spinozas «Substans», det ved sig selv bestaaende Væ
sen, gjaldt for denne som det Absolute, i hvilket alle
F rem toninger forsvandt som en Bølge i Havet? Naar
Howitz paastaar, at der ingen anden Salighed gives
for et Menneske end Lykke, Behagelighed, Fornøjelse
og Fordel, hvor langt er han da fra den Salighed,
Spinoza anpriser, «den Tilfredsstillelse, som oprinder
for Sjælen ved Guds Beskuelse og den bestandige Kær
lighed til ham , og den Dyd, hvis Løn er Dyden selv»?
Men m er end besynderligt er det, n a a r Howitz
m ener at vinde Noget ved at anføre Hume mod Kant.
Kant erklærer, at han først ved Hume blev vak t af «sin
dogmatiske Slummer», og h an formener at begribe ham
bedre, end hans Landsmænd gør; men dertil kommer,
at Kant i Virkeligheden er en langt strengere Determ i
nist end Hume*). Med dennes Opfattelse af A a r s a g s -
b e g r e b e t er Howitz aabenbart i Forlegenhed; han
synes at antage, at Hume ikke h a r m ent det saa al
vorligt dermed.
«Men denne F ilosof spøger ikke».
*) Kant hævder jo en s u b j e k t iv N ø d v e n d i g h e d i Er
kendelsen.