187 / 209
169
nu ikke opfatte det som Spot, naa r En forsikrede
hende om, at hu n dog var »lykkeligere» end en anden
Moder, som havde overvundet denne af Naturen ind
plantede, hellige Drift? Vilde m an ikke forfalske Be
grebet om hendes Handling ved at kalde den «nyttig»
i Stedet for dydig? Maaské vilde hendes Barn blive
plejet langt bedre af en Sygeplejerske end af den
ængstelige Vogterske; maaské vilde hun gavne Mand
og Børn - langt mere ved at skaane sit Helbred. Hvis
Dyden bestaar i at gøre det Nyttige, vilde det maaské
være langt «dydigere», om hun deltog i en Adspredelse,
end at hu n lænkede sig til sit Barns Seng. Men T in
gen er, «at denne Moder hand ler a f P lig t: hun føler,
at hun sk a l og b ø r handle saaledes. D e r e r en E r
k e n d e ls e i o s , som o f te t v i n g e r os t i l a t k a ld e d e t
g o d t, h v o r o m E r f a r i n g e n ik k e h a r v i s t o s, a t d e t e r
n y t tig t» . — Hvis Locke h a r Ret, at Lyksalighedsdriften
er det Eneste, N aturen h a r indplantet Mennesket, kom
mer dette ingen Sinde ud over sig selv, og det er en
taabelig T ale , at et Menneske fremmer det almene
Bedste, n aa r han blot befordrer sin egen Lykke. —
Efter Howitz’ Moral kan Forskellen mellen Ondt og
Godt kun blive Differensen mellem Fordelagtigt og
Ufordelagtigt: Tyven og den Redelige vil i Grunden
kun det Samme, nemlig deres «Lyksalighed»; Tyven
er ikke slet, men en Daare, der ikke forstaar sig paa
det, som vilde være ham det Nyttigste. Howitz gør
ingen Forskel paa Fo rstand og Moralitet.
Howitz blev meget ilter over al den Modstand,
han mødte, og først og fremmest gik hans Vrede ud
over Mynster, der efter hans Formening alene paa
Grund af sin præstelige Stilling var optraadt imod
ham. Da han fandt en Analogi for sin Nødvendigheds
lære i Augustinus’ Paastand
0111
, at Gud overlader
Nogle til evig Fordømmelse, medens Andre tildeles Naade
paa den Vis, at de ikke kunne modstaa den, var han