JPMynster

St. Peder spørger om Kristi Evangelium og hans Bud

til alle Sjæle, og da den stakkels Adspurgte ikke kender

andre Bud end «Pligter mod Gud, Næsten og sig selv»,

dadler Himlens Dørvogter ham for, at «lian tilside

sæ tter sin Pligt mod Gud; « h a n v il h am ik k e fa tte » .

Sjælen er forbavset: han mente, «Gud var ufattelig».

Men Apostlen irettesæ tter ham med haarde Ord: «Hvad

vil Du da hos os? Sig, hvorfor sparer Du Dig da

ikke Vejen til Gud, naar han dog ej sig aabenbarer».

Og hermed stænges den Hegelske Himmelport for den

vildfarende Sjæl, der saa tilsidst havner i det Helvede,

som kun kender Begyndelse, men ingen Bevægelse

(«det

A.,

som ikke er efterfulgt af noget

B.»),

hvor den

indholdsløse Uendeligheds Repræsentanter, Danaiderne,

uden Ophør øse Vand i det store, g r u n d l ø s e Kar; en

Verden uden Modsigelser, hvor Alt er slet og glat som

en m akadam iseret Landevej; og hvor al denne triste

Um iddelbarhed kun opfriskes lidt ved Mefistofeles’ iro

niske Spot. Thi at blive staaende paa Um iddelbar

hedens S tandpunkt, det var Genstand for Hegelianernes

dybe Foragt; ja, nøje beset, var det at stride mod Guds

Vilje: havde han ikke selv drevet vore første Forældre

ud af Uskyldighedsstanden (d. e. «Umiddelbarheden»),

tvunget Adam til i denne Verden at kæmpe med »Mod

sigelsens» Torne og Tidsler, og døm t Eva til at «objek

tivere sig» med Smerte, idet hun fødte sine Børn. —

Tilsidst udb ryder Forf. til «Ny Digte» i en Dithy-

rambe*). Han er beruset af «Tanken»:

„Det gælder Kamp paa Liv og Død;

imod det Ydre ruster sig det Indre;

thi Hint os længe Trældom bød,

men dette — Tanken — har begyndt at tindre.

Den trodser, hvad den forhen lød,

og har den bragt det første Stød,

den lader sig ej mer forhindre,

den vil erobre Verden, ikke Mindre!“ —

*) «Protestantismen i Naturen», en Mysterie.

177