200 / 209
182
Form , «en ny Tilfældighed»; det vilde jo blot være
»at sætte en ny Løgn i den gamles Sted»? — Og nu
den Tro, der skal kunne bevises som en m athem atisk
Sætning; hvorledes forholder det sig med den? Lad
en Mathematilcer og Astronom ti Gange komme til det
Resultat, at der dér og dér m aa findes en P lanet; hvis
han er en Avtoritet i sin Videnskab, vil Pub likum tro
ham paa hans Forsikring. Men dersom hans mathe-
matiske Bevis (det være nok saa soleklart) staar i F o r
bindelse med Menneskenes dybeste In teresser og Følel
ser, og de i saa Henseende føle sig b røstho ldne, vil
han aldrig faa dem til at gaa ind herpaa, m e d m i n
d r e h a n g iv e r d em S y n fo r S agn . At Saadant
kan medføre den modsatte Yderlighed, véd Mynster
meget vel. Ogsaa han er enig med Heiberg i, at det
store Pub likum hellere end gerne «gaber paa Fy rst
Hohenlohes M irakler og lytter til N. N.s*) Spaadomme»,
og at en Art Kristne alle Dage h a r vugget sig i Fo re
stillingen om Kristi lOOOaarige Rige, hvor «de Hellige»
og «Retfærdige» skulle regere, i det farisæiske Haab,
at deres Modstandere skulle nedstødes i navnløs E len
dighed. Men til T rods for saadanne Udskejelser af en
T ro , der higer efter plumpe Haandgribeligheder, vil
Mynster dog hævde, at dér, hvor det gælder en Sand
hed, som staar fast i Liv og Død, dér forlanges ikke
først og fremmest Tankens Bevis, men A n s k u e l s e n s
V is h e d . Derfor vil den virkelig F romm e altid søge til
Aabenbaringens Bog (thi at det her ikke er Sans
ningen, men Historien, som overleverer os Æmnet, gør
ingen Forskel). Her træder en guddommelig P erson
lighed os i Møde, her er Højhed, Kraft og Renhed
forenet med en Magt, som Naturen og Graven vare
underlagte. Her finder den Kristne et sanseligt Fæno-
mén, hvori det Evige tydeligt frem træder, og som til*) Mener maaske M. Grundtvig?