JPMynster

187

M o d s ig e ls e r e r e t T r e d j e u d e l u k k e t . Hegel haaner

rigtignok dette gamle P rincip og søger at gøre det

latterligt ved Eksempler. Men dersom m an vælger

Eksemplet loyalt, saa er Princippet ikke ufrugtbart.

«Naar m an saaledes siger: Den Aabenbaring, hvorpaa

Kristendommen beror, er enten overnaturlig eller ikke

overnaturlig; da viser det sig straks, at al Medieren

her er umulig, og at alle Forsøg herpaa kun føre til

Halvhed, til en Vaklen og Svæven mellem rationalistisk

Sup ranaturalism e og sup ranatu ralistisk Rationalisme,

som m an saa ofte h a r sét det. — E n t e n — E lle r!

M an k a n m e d i e r e m e llem M o d s æ tn in g e r , m en

i k k e m e llem M o d s ig e ls e r » . —

Hegelianismens Storofficerer herhjemme fandt n a tu r

ligvis ikke Behag i Mynsters Bemærkninger og svarede

Begge i «Tidsskrift f. L iteratur og Kritik»: Heiberg over

legent og fuld af Ringeagt for «Overtroen» paa den

gamle Logik; Martensen mere hensynsfuldt og appel

lerende til Udtalelser i Mynsters egne Afhandlinger.

Saaledes finder han et frugtbart Gæringsstof for den

ny Theologi i Mynsters Hypothese: «atK ristus vilde være

kommen, selv om Synden ikke var kommen ind i Ver

den» *). Men her (tror jeg) finder en Misforstaaelse

Sted. Martensen kendte ikke den Gang Mynsters reli

giøse Følelsesliv, som vi nu kan kende det. Hin Sæt

ning hører vist nok til de faa Særheder ved Mynsters

Theologi. Man studser, den første Gang m an træffer

den i hans Afhandling om «den kristelige Dogmatik».

I Virkeligheden er dog denne underlige Tanke spiret

frem af M y n s te r s d y b e K r i s t u s k æ r l i g h e d . Han

kan ikke undvære Kristus; hans Hjerte fordrer ham

u b e t i n g e t . Mynsters Attraa efter Kristus h a r slet intet

med «en højere Logik» at gøre; det er en dyb, læng*) Waage a. S. 133 o. fl.