JPMynster

183

fredsstiller den religiøse Trang. Det Guddommelige er

ham anskueligt og næ r; han kender det, ikke ved

Slutninger og m athem atiske Beviser, men u m i d d e l

b a r t som Sol, Maane og Stjerner.

Heiberg mener, at de Troendes Aabenbaring haves

sikrere i Spekulationen. Om Aabe'nbaringens og Spe

kulationens Idéer dække hinanden, lader Mynster staa

h en , ligeledes om disse Idéer oprindelig komme til

Menneskets Bevidsthed ved Spekulation og ikke ved

Aabenbaring. Men selv om den fuldstændig gennem

førte Spekulation m a a stemme overéns med den aaben-

barede Kristendom, saa opnaas ikke Trosvished ad den

Vej. Vil Filosoffen ikke ved Slutningen af Systemets

lange Bække finde sig indviklet i den samme Tvivl

som Mathematikeren, der kan bevise en Planets T il

stedeværelse, m e n ik k e p a a p e g e d e n ? At Sønnen er

udgaaet fra Faderen, lader sig vistnok udvikle med al

spekulativ Klarhed; men i Verden vil den filosofiske

Gransker forgæves spejde efter at sé den Enbaarne

aabenbaret. «D en i S p e k u l a t i o n e n f u n d n e K ri-

s t u s v il f o r h o l d e s ig t i l A a b e n b a r i n g e n s , som

en a f f i l o s o f i s k e G r u n d e d e d u c e r e t V en f o r h o l

d e r sig t i l d e n V e n , d e r h v ile r v e d v o r t B ry s t» .

Paa den anden Side kan Mynster ingenlunde b i

falde den Mening, at Kristendommen skulde være noget

blot Subjektivt, en Drøm, som Enhver nødvendigvis

m aa drømme paa sin Maade. Han samstemmer med

Hegel, n aa r denne udtaler, at det er urimeligt at sige,

at Gud h a r aabenbaret sig for Menneskene, naar det

dog er aabenbart, at han ikke er aabenbar; det er

fortjenstligt at vise, at ik k e b l o t v i s t a a i F o r h o l d

til G u d , m e n o g s a a G ud t i l o s; thi Ordet Gud fører

baade Forestillinger og Indholdsbestemmelser med sig.

— Men m an bliver betænkelig, naa r Heiberg fremfører

saadanne Ytringer som, at «Gud virkelig ikke er til i

den T idsalder eller i det Land eller det Menneske, som