204 / 209
186
arbejdende Hjerner. Dog, hvori er i Grunden H e g e l s
K r i s t e n d o m s f i l o s o f i forskellig fra d e n g am le R a
t i o n a l is m e ? Naar denne m aa karakteriseres som «den
Lære, der antager Fornu ften som Religionens eneste Kilde
og forkaster Nødvendigheden af en Aabenbaring som en
paa overnaturlig Maade foranstaltet Meddelelse fra Gud
til Mennesket», saa er det jo fuldstændig den samme
Tanke som en Gruppe af Hegels Disciple gaa ud fra,
n aa r de dristig søge at nedbryde Skriftens Myndig
hed og de nytestamentlige Skrifters Uforkrænkelighed.
»Troen», udtale de, «skal hvile paa den filosofiske
Indsigt; ikke paa Rogstaver». Altsaa: den m enneske
lige Fo rnu ft kan hjælpe sig selv. — I Modsætning
hertil mener S u p r a n a t u r a l i s m e n , at vi, foruden Guds
Aabenbaring i den sanselige N atu r og Gudsbevidstheden
i den menneskelige Samvittighed, have «en højere gud
dommelig Forkyndelse til Menneskets fri Aand med
ejendommelige Lærdomme for hans E rkendelse saa
vel som med Rud for hans Vilje. Denne Tro er saa
gammel som Historien og en fælles Arvelod for vor
Slægt, hvorpaa den ikke kan give Afkald . . . Skal den
med Gud beslægtede Fornu ft i os anerkende den gud
dommelige objektive Fo rnu ft udenfor os og søge at til
egne sig den i dens Helhed, saa tør den ikke unddrage
sig nogen Manifestation deraf; den tø r ikke afvise, men
bø r modtage den, ikke forud afgøre Noget derom, men
søge at anerkende den i hele dens tilværende V irke
lighed. Hvorfor skulde Fo rnu ften , F ilosofien, ikke
være forpligtet til at stille sig i Forhold til hin Aaben
baring, der i det Mindste er noget ligesaa Genstandligt
som hvilket som helst andet af Naturens og Aandens
Fremtoninger?» — Saaledes, slutter Mynster, m aa da
Rationalisme og Supranaturalisme, som to forskellige
Synsmaader, bestaa paa samme Tid. Mellem dem kan
der ikke mægles, med m indre m an vil protestere
mod den gamle logiske Grundsætning, a t m e llem to