198 / 209
180
At opøse Begrebet af Tingen; at sætte det saaledes
vundne B e g re b som T i n g e n s h ø j e r e V i r k e li g h e d ; at
Tingens Begreb var d e n s e g e n lig e R e a l i t e t — slige
Sætninger vakte F ryd i Hegelianernes Hjerter. At der
vist nok indeholdes en dyb Sandhed i dem, tø r ikke
benægtes; men at de filosofiske Neofyter lige fra Hei-
berg til Hostrup drev dem ud i deres Ekstrem , kan
ikke omtvivles. Vor Tid, der jo i sin idéløse Realisme
og forvirrede Flovhed er gaaet til den modsatte Yder
lighed, vil vel næppe en Gang forstaa hine Tanker. —
Hvorledes stillede nu den ædruelige Mynster sig til
denne ny Tankerus? Kritisk, kan m an begribe. Han
var jo opdragen i den strenge kritiske Skole; ikke
alene Tænkningens, men ogsaa Livets. I m indre end
en Menneskealder havde han ikke alene sét de mest
forskellige filosofiske Systemer, men ogsaa de mest
modsatte Statsforfatninger, komme og forsvinde. Hans
Sjæl var for sund til at blive blaseret heraf; men hans
Erfaringer havde stillet ham prøvende lige overfor alt
Nyt i den kulturelle Verden; og han tillod sig at prøve
den danske Hegelianisme. Tillod sig? J a naturligvis:
det var jo Modefilosofien, og vé den, der sæ tter sig op
mod Moden. Spørg blot J o u rn a lis te rn e !
N a tu r
ligvis søgte m an at ignorere Mynster: «han var en
Mand, der var ganske overfløjet af Tidens videnskabe
lige Udvikling»*), og i «Akademisk Læseforening»s
tyrkiske Sofa dømtes han til at være «et antikveret
Moment»**). Skønt det nu vist nok havde været en
interessant Opgave for de unge Dialektikere at paavise,
hvorledes «Momentet Mynster» var hævet til en højere
Idealitet paa det theologiske Udviklingsstadium , d e
mente at repræsentere, synes dog Ingen at have haft
særlig Lyst hertil. Nogen Skyhed for at indlade sig
*) «Fædrelandet» f. 1841.
**) Waage a. S. 113.