203 / 209
185
næppe i et Menneskes Magt at foretegne Bevægelsens
Retning eller angive dens fremtidige Hurtighed; derfor
raader kun Livets Herre. Vist nok maa vi antage, at
der ligger en dyb Enhed til Grund for det Hele. Men
denne Enhed ligger skjult i Gud, og den menneskelige
Tænkning tør ikke indbilde sig blot tilnærmelsesvis at
kunne bestemme den, selv om det er bleven os tilladt
a t s t r æ b e derefter, og selv om der i den af Gud os
givne Fo rnu ft baade ligger en Drift og Opfordring til
at gøre det. Men er Mennesketanken kommen saa vidt
i sin Formastelse, at den vil gøre sig til E t med Guds
Tanke, da vil jo vist nok Intet forekomme den umuligt.
(«Og Slangen sagde til Kvinden: I skulle ingen
lunde dø; tvæ rt imod, Gud véd, at paa den Dag, I
spise af Kundskabstræets F rugt, skulle Eders Øjne op
lades, og I s k u l l e b liv e lig e s o m G u d , saa I kende
Godt og Ondt». Genesis III.) —
Den, der ikke evnede at overvinde Livets Mod
sigelse, var efter Hegelianernes Formening et begrænset
Hoved. Saaledes passede det dem ikke, at Suprana
turalism e og Rationalisme stode lige overfor hinanden
som uforligelige Begreber. Martensen og hans Ven og
filosofiske Meningsfælle, Bornemann, paastode, at den
modsatte Synsmaade var forældet. Det er herimod,
Mynster protesterer i «Tidsskrift f. L iteratur og Kritik»
1839*).— Begreberne S u p r a n a t u r a l i s m e og R a t i o n a
lism e ere, siger han, ingenlunde, som det formenes,
antikverede. Vel er det sandt, at Rationalismen i sin
gamle Form delvis er forsvundet: i hvert Tilfælde tør
den ikke mere højrøstet føre Ordet. Men medens den
gamle Rationalisme gjorde sig det mageligt og i al
Vidtløftighed udbredte sine trivielle Tanker, er den ny
frem traadt, smykket med alle Tidens Farver, og som
saadan skikket til at gøre Ind tryk paa alle overfladisk
*) Blandede Skrifter a. B.