207 / 209
189
Yel lia r Hegel ikk e Ret, n a a r h a n p a a sta a r, a t den
guddomm elige og m enneskelige N a tu r i sig selv ikke
ere forskellige: m en san d t er d e t, a t den Mulighed
sta a r a a b e n for den theo logiske E rkendelse beg reb s
mæ ssig a t k u n n e frem stille, hvorledes Guds og M enne
skets N a tu r til T ro d s fo r, a t de ere h in a n d e n m o d
satte, dog ikk e ere in d b y rd e s m odsigende. Beretter
ikke den gam le, hellige O verlevering (I. Mos. 1,27), at
«M e n n e -s k e t s k a b t e s i G u d s B ille d e » ? — D erimod
er d er m angfoldige T ilfæ lde, h v o r d er hv erk en b ø r eller
sk al m ed ieres. Det er sand t, a t L ivet tilsted er U nd
tagelser. M an h a r saaledes ikke Lov til at dømm e
en M and efter den L iv sanskuelse, h a n synes at ved
kende sig.
Ikke saa sjæ lden t hæ n d e r d et, a t m an
h a n d le r in k o n sek v en t ved a t være bedre end sin F ilo
sofi. Men m ed H en syn til videnskabelige A nskuelser
m aa m an bæ re Om sorg for, at Begreberne ikke sam
m enb land es.
H isto rien og Livet viser, at Sligt kan
virke aldeles dem o raliserende. A ltid v a r d e t B e v is
p a a m o r a l s k D e k a d e n c e i e t F o l k , n a a r « D y d e r
og L a s t e r f o r m i d l e d e s i d e n o f f e n lig e T æ n k e -
m a a d e » .
N a ar M arten sen k a ld e r den uform idlede S u p ran a
tu ra lism e for «et jø d isk S tandpunk t» , da gaar Mynster
h am i Møde m ed B iblen i H aanden . Det gam le T e sta
m en te «tæ nker sig ikke Gud i fjern U endelighed h in
sides V erden som den b lo t overnatu rlige H im lens og
J o rd e n s Skaber». T a le r Gud ikke gennem P rofetens
M und , n a a r h a n siger: «Er jeg k u n en Gud langt
borte, og ikke en Gud næ r hos. E r jeg ikk e den, der
opfylder H im lene og Jorden?» T a le r ikke David til
Gud, n a a r h a n siger: «Hvor skal jeg gaa fra D in Aand
eller henfly fra D it Ansigt? F a re r jeg op til H im len,
d a er Du dér, red e r jeg m it Leje i A fgrunden; sé, da
e r Du dér. Vilde jeg sige: Mørket m aa dog kunne
sk ju le mig, d a er N atten et Lys om k ring mig». Og