JPMynster

184

ikke tro r paa ham . Thi n aa r Gud ikke er i Bevidst

heden, saa kan han kun eksistere som en slum rende

Gud, altsaa kun i den blinde Fornuft, som opfylder

den ubevidste Natur». I denne Udtalelse henføres

altsaa atter K ristendommen til Noget, der h a r sin

Grund i vor Person og ikke i Sagen selv. Og at m an

ikke tager fejl heri, viser J. H. F i c h t e i sine Anmæ rk

ninger til Hegels Filosofi. Efter dennes System, siger

han, frem stiller Universet i alle dets uendelige Mod

sæ tninger og Dannelser Guds Fødselsarbejde, idet han

gennem N aturen gør sig til Aand for endelig deri at

finde sin Selvbevidsthed. Samtlige T rin i N aturen ere

kun den umodne Forberedelse hertil, ligesom de ende

lige Aander i Verdenshistorien kun ere de forbiilende

Faser, gennem hvilke Verdensaandens Arbejde, med

at komme til sig selv, gaar frem. Saaledes er den

um iddelbare Virkelighed i Historien ret egenlig Guds

nærvæ rende Tilstand. Altsaa komm er Guds Bevidsthed

kun til Virkelighed i den menneskelige, og først i

Filosofien; med Filosoffen er Skabelsen endt; i ham

h a r Gud virkeliggjort sig i højeste Potens. Guds Aaben-

baring i os sker derfor ikke for Menneskets Skyld, til

dets Forløsning og Helliggørelse; men Gud gør det for

sin egen Skyld, for at holde sin Selvbevidstheds Proces

i Gang. Han gaar aldeles op i den selverkendende

Sætten og Ophæven af individuelle Aander. —

Og som Mynster polem iserer mod Hegelianernes

Gudsopfattelse, «en v o r d e n d e Gud» (en oprindelig

Schellingsk Tanke, «for hvilken hans hele Tænkning

og Væsen bæver tilbage»), saaledes polem iserer han og-

saa mod Hegels og Hegelianernes letfærdige Omgæn

gelse med én Gang for alle afgrænsede Begreber. —

Der er en Tankens Nemesis, der ramm er Enheds- og

Bevægelsesmændene i Filosofien, n aa r de drive deres

Bestræbelser ud over det rette Maal og den rette

Grænse. Vist nok er Livet Bevægelse; men det ligger