JPMynster

181

med denne støtte, tankefaste Mand h a r vel b landet sig

heri. Selv den elegante, filosofiske F lanør, Heiberg,

lader ham gaa Ram forbi i «En Sjæl efter Døden»,

hvor endog S i b b e r n maa holde for. •— Mynster lod

sig i ethvert Tilfælde ikke drive ud af sin Position,

«selv om m an kunde overbevise ham

0111

, at han stod

der alene som Levning fra en svunden Tid»*).

Heiberg, der var utrættelig i at udbrede Mesterens

Idéer, havde i et Skrift «Om Filosofiens Betydning for

vor Tid» indbud t til en Række Forelæsninger. De kom

ikke i Stand; men det var ikke Indbyderens Skyld; thi

han havde ved Fremsæ ttelsen af hegelske Paradokser

gjort disse Forelæsninger saa tillokkende som vel m u

ligt for alle dannede Tilhørere. Mynster tager nu disse

for i nogle Bemærkninger

0111

d e n r e l i g i ø s e O v e r

b e v is n in g * * ). Heiberg formener, at de ærligt Troende

leve i en uskyldig Illusion, idet de indbilde sig at tro;

men i Grunden tvivle de. «Hvis man kunde bevise

dem Guds Tilværelse og Sjælens Udødelighed», som

man beviser Rigtigheden af en m athem atisk Hypothese,

saa vilde de «føle sig uendelig lykkeligere end tilforn».

Religionen h a r nu i sin antikverede Skikkelse kun Be

tydning for den Udannede; den maa ligesom Kunsten

og Poesien gennemtrænges af den filosofiske Tanke

for at faa en ny Form og avle nyt Liv. — Det er

herimod, Mynster protesterer: Religionen og dens Form

hører inderligt sammen; Form en er netop dens E jen

dommelighed. Heiberg synes heller ikke at mangle

Sans herfor. Men hvorfor gør han da Kristendommens

billedlige Form til Skallen, det Tilfældige, og dens

skjulte, filosofiske Idé til Kærnen, det Sande. Hvortil

skal det da gavne at «hæve» Religionen til en ny

*) «Rationalisme og Supranaturalisme» optrykt i Bl. Skrifter

II., 96.

**) Dansk Ugeskrift 1833, optrykt i Blandede Skrifter a. B. 73.