181 / 209
;
'
‘
\
163
«Biblen kastet hen mellem Skrimmelskrammel af Bog
stav». Hvor vidt vil da ikke hans uredelige Sind kunne
føre ham? Han fo rstaar ikke, hvorledes Engelbreth kan
stille sig paa Grundtvigs Side. Mynster bekender «for
Gud og Mennesker», at han ikke tilhø rer nogen af
Parterne.
Paa 20de Søndag efter T rinitatis 1825 holder Myn
ster en skøn og kraftig Tale om «den k r i s t e l i g e
V i s d o m ». Bibelkyndig, som han er, nævner han først
mangfoldige Steder af det gamle som det ny T esta
mente, hvor den rette Visdom anprises. Derpaa siger
han: «Dersom vi formørke Guds Baad ved Tale uden
Forstand,» gælder det da her, gælder det ved det Vig
tigste, m indre end ellers, at «vi skulle gøre Gud Begn-
skab for hvert utilbørligt Ord, vi have ta le t» ? ..........
Dersom Du ikke vil dette, hvor sørgelig, hvor fordæ r
velig vil da ofte Din Idræ t vorde! Du vil i Dag med
Heftighed antage, hvad Du i Morgen vil forkaste; Du
vil i Dag paastaa, hvad Du i Morgen vil kalde tilbage;
i Dag foretage, hvad Du i Morgen vil fortryde. Du vil
gøre Alt til den ubelejlige T id, paa den ubelejlige
Maade; og saaledes vil Du give, ikke blot Dig selv,
men det Hellige, Du vil forsvare, til Spot for Daarer
og Ildesindede. Thi, sandelig! ligesom saadanne Men
nesker i hvert Forhold kun afstedkomme Forstyrrelse,
saaledes blive de ogsaa ofte, om end mod deres Vilje
og Vidende, Kristi Korses F jender: de give en F o ra r
gelse, som de ikke atter kunne læge; de vække en
Tvedragt, som de ikke igen kunne stille.» — Til hvem
der her alluderes, behøver ikke at siges. — Og han
vender sig til den anden Side: «Der er Mange, som
synes at mene, at Fo rstanden af sig selv kan opføre
Sandhedens Bygning; de tvinde fine Spindelvæv, lette
Tanketraade, som de kunstig sammenknytte. Denne
luftige Væv skal da være en Klædning, der skal smykke
og varme „ . . Men hvad nyttede os Forstanden, hvis
li*