JPMynster

158

Samkvem end, at han halvt

0111

halvt havde fornærmet

ham , hvad vilde da have været rimeligere, end at han

først gennem Brev eller Bud havde forespurgt,

0111

han

var velkommen, eller kom til Ulejlighed? — Men

Svæ rm ernaturer som Grundtvig ere kun optagne af,

hvad de selv mene og føle. Stærkt lidenskabeligt be

vægede, som de ere, synes de, at alle Andre m a a mene

det Samme, som de selv, og en formodet Meningsfælle

paadu tte de straks deres egne Følelser. Som en let

færdig Ungersvend, og ikke som en alvorlig Mand,

tra f da Grundtvig hverken lidt Forberedelser eller

valgte T id ; og dog krævede det, han vilde forhandle

med Mynster, begge Dele. Nu tra f det sig im idlertid

netop saaledes, at Mynster h in Dag havde Gæster hos

s i g .

Og nu Sam talen! Hvorfor i al Verden fast

holdt Grundtvig ikke Sam talens vigtigste Æmne? Fo r

dettes Skyld var h an dog kommen! Hvorfor indlod

han sig paa at snakke om græske Tragedier, som sik

kert Mynster fra sine omfattende Studier i de lange

énsomme Aar paa Bregentved og i Spjellerup kendte

godt; men som den 8 Aar yngre Grundtvig i Følge

hele sin aandelige Udviklings Forho ld umuligt kunde

være inde i? —

Saa gaar der et Aars Tid. Mynster er flyttet til

Hovedstaden. Da skriver Grundtvig ham et langt Brev

til. Indtrængende beder han ham at skrifte for sig,

om han er en troende Kristen eller ikke,

0111

han holder

fast ved «den skrevne Aabenbaring», Biblen, som den

eneste T rosnorm eller ikke; thi Grundtvig h a r ham

m istænkt for Tvetydighed i dette Stykke. Nogle af

Mynsters T ilhørere i T rinitatis Kirke h a r berettet ham ,

at m an ikke kunde blive klog paa, hvad Mynster tro ed e ;

ja han h a r selv hø rt en P rædiken af ham , som han

ikke en Gang vilde kalde kristelig o. s. v. — Det skal

indrømmes, at der er megen Sympathi for ægte Kristen

domsforkyndelse i dette Brev, og Grundtonen deri