175 / 209
157
og ikke rigtig aaben imod ham . Mynster «fandt sig
meget lidt opbygget» ved Sam talen og forbavsedes over
«den Kækhed, hvorm ed Grundtvig døm te
0111
Ting,
han ikke kendte.» Ordvekslingen drejede sig mest
0111
Poesi og græske Tragedier, m indst
0111
religiøse Gen
stande*). — Hvem kan veje Miner, Taletone og Stem
ninger paa H istoriens Vægtskaal? Lad os derfor holde
os til, hvad vi kan v id e
0111
dette mærkelige, historiske
Sammentræf. — At Mynster k u n d e have vist sig mere
venlig mod Grundtvig ved denne Lejlighed, tør jo ikke
nægtes; men at Grundtvig ikke viser T ak t — og n aa r
blev denne Mand nogen Sinde taktfuld — er aaben-
bart. — Mynsters Afhandling mod Bojsen «havde vakt
Grundtvigs Opmæ rksomhed»; hvor naturligt havde det
da været,
0111
han, da han selv skrev mod denne (den
sentimentale Rationalismes Repræsentant), ridderligt
havde hilst paa Mynster som en Medkæmper. Men,
«skønt han var næ r nok til at sige ham en Høflighed,
benyttede han Lejligheden til at sige ham en Grovhed,»
og Mynster y trer (halvt spøgefuldt) i et Brev til Kamma
Ralibek af 15. Febr. 1807, at han nok havde Lyst til
«at kyle ham en Replik i Hovedet»**). Nu arbejder
Grundtvig i et P a r Aar under stærk Indflydelse af den
Sans for det gamle Norden, som Oehlenschlågers første
Digtninger h a r vakt hos ham . Saa udkomm er Myn
sters P rædikener 1810, og ko rt efter udgiver Grundtvig
sin Demisprædiken. Noget, han senere (som sædvanligt)
fortrød, da det efter hans eget Sigende «indtil videre gav
hans Bane en 'skæ v Retning og mørk Farve» ***). Da
han nu fra Udby vilde besøge sin Kollega i Spj eller up,
med hvem han hidtil egenlig ikke havde haft anden Slags
*) Jvfr. Meddelelser» samt Blade etc. 98 o. 11.
**) Breve fra M. 97. — Det er uefterretteligt, naar Biskop
Nielsen kun citerer en løsreven Sætning af dette Brev.
***) Erslevs Forfatterleksikon I. (Første Række.)