180 / 209
162
Trosbekendelse. — Af han s Breve til Ingemann sér
man, at h an var bestem t paa en alvorlig Holmgang
med Rationalismen. Lejligheden lod, som bekendt,
ikke længe vente paa sig. Næppe var H. N. Clausens
Skrift om «Katholicismen og P rotestantismen» ud
kommet, før Grundtvig straks var i P an ser og Plade
med «Kirkens Genmæle».
Grundtvig ventede sikkert, at Mynster skulde tage
hans P a rti; Clausen ventede paa sin Side det Samme.
Men Begge skuffedes. Det vilde ingenlunde være ham
ukæ rt, skriver Mynster til Engelbreth og P. Hjort*),
0111
Clausen kom under videnskabelig Tugt; thi hans tykke
Bog er et temmelig tyndt Arbejde, fuldt af utilgivelige
Inkonsekvenser og megen Superklogskab; slaar man
paa hans højtravende F raser, klinge de temmelig hule.
Men det ærgrer ham , at, n aa r Clausen taler som Viden
skabsm and til V idenskabsmænd, han straks da skal
indstævnes for Mængdens Domstol. Nu er han i en
hver Kælder og Urtebod bleven udskregen som Guds
fornægter og in jurieret saaledes af sin Modstander, at
h an h a r følt sig nødsaget til at anlægge Proces imod
denne. En Skomager Aborre skal have spurgt,
0111
Grundtvig, n aa r han taber sin Sag for Højesteret, ikke
kan indanke den for Paven. — Clausens Ytringer
0111
Lu ther ere usømmelige; men en Kristendomsfornægter
kan m an aldrig kalde ham , og i Adskilligt h a r han
ganske Ret. (Hvad dette er, siger Mynster vel ikke;
men jeg m aa antage, at det er Clausens fortrinlige
F rem stilling af Katholicismen, som endnu den Dag i
Dag h a r Værd). — Derimod er Grundtvigs F rem fusen
hed ved denne Lejlighed Mynster en Vederstyggelighed;
med sin dybe Kærlighed til Biblen er han hjertelig op
rø rt over, at Grundtvig nu er kommen saa vidt, at
han vil have Katekismus sat over hellig Skrift, og
*) Sé d. 17de Brev og P. Hjorts Første Brevsaml. 141.