177 / 209
159
kommer fra et bevæget Gemyt; men Mynster kunde
ikke have svaret anderledes, end han gjorde. Det er
ukorrekt, n a a r Biskop Nielsen kalder Mynsters Svar
iskoldt; det er affattet med sømmeligt Alvor. Vi have
berørt det før: fra Gennembruddets Tid elskede Myn
ster sin Kirke; dér udgød han sit Hjertes Fylde, der
aabnede h a n (den ellers tilbageholdne Mand) sit In
derste for dem, han tu rde mene, sukkede over, længtes
efter, følte og kæmpede for det Samme, som han. Med
sit Foredrags Fo rm kunde han være utilfreds, men
aldrig forestille sig, at Nogen vilde holde hans F o rkyn
delse for Gøglerværk eller tiltro ham Hykleri med det,
der i Liv og Død var ham det Helligste og Dyrebareste.
Hans ærlige Sjæl oprørtes ved denne farisæiske Mis
tænksomhed. —
Grundtvigs Duplik er ikke ho ldt i saa streng en
Form , som hans første Skrivelse. Han tilgiver Mynster,
at han h a r svaret ham «i Vrede»; viser, at han h a r
fejllæst en vigtig Bemærkning i Mynsters Brev, og
slutter med at anbefale ham Studiet af hans nys u d
komne «Verdens Krønike» (1812). Af denne «vil han
lære ham bedre at kende.»
Denne Anbefaling af sin egen Bogs Læsning vilde
jeg kalde Grundtvigs tredje Fadæse i sit Forhold til
Mynster. Ogsaa her slutter han for rask fra egen
Stemning til Andres. — Skønt han i denne Bog*) er
klærer, at «han for 10 Aar siden dristig vilde have
udlét den, der havde sagt ham , at han skulde blive en
troende Kristen, og for 3 Aar siden kun i Begejstringens
Øjeblikke følte K ristendommen i sit Hjerte», tager han
dog ikke i Betænkning at udtale de haardeste F o r
dømmelsesdomme over dem, som efter hans Mening
ere Vantro og Ukristne, og reducere hele det 18de Aar-
hundredes Kultur til en Skændsel for Menneskeheden.
*) S. 420.