173 / 209
155
ledes ogsaa de sidste, frastødende Scener i Vartov Kirke
1867. Disse vilde Grundtvigs yngste Søn senere føre
tilbage til en Slags profetisk Henrykkelsestilstand, hvori
hans F ad er mente sig stedt paa Luthers Vis*); men
Grundtvigs æ ldre Venner følte sig højst forlegne og ned-
slaaede ved det Hele**). G u n n i B u s c k sagde i de Dage
til Pasto r Biædel, at unge Piger ikke kunde nærme sig
den Gamle uden at udsæ tte sig for, at deres Blufærdig
hed blev s a a re t* * * ).--------
I den Periode, hvori vi nu befinde os, var G rundt
vig en fanatisk Rettroende. — Skønt han endnu var en
ganske ung Mand (ikke mere end 28 Aar gi.) havde
han dog tilbagelagt adskillige aandelige Skiftesteder.
Som Steffens T ilhører E fteraarssem estret 1802 havde
han været b land t dem, der «lo ad ham»: han var som
rationalistisk S tudent aldeles ikke begejstret for Fæ t
teren; der skulde gaa 3 å 4 Aar, inden han forstod
Noget af det, han erindrede at have hørt. F ø r Oehlen-
Spøg»; thi Povl Dons’ Helbred fik et uforvindeligt Knæk ved denne
Lejlighed. — Endelig tog F. C. S ib b e r n sig af sin Ven Grundtvig
og kørte med ham ud til Faderen, hvis Kapellan han skulde være.
De bedede i Vindbyholt Kro. «Langt ud paa Natten vaagnede jeg
imidlertid», fortæller S. i en Optegnelse (der velvilligst er mig med
delt af hans Søn): «Grundtvig laa paa Knæ i et Hjørne af Værelset
og had med saa høj Røst, at det maatte vække Opmærksomhed i
Huset. Jeg søgte at faa ham rolig; men det varede længe. Endelig
blev det lyst, og vi kunde køre videre. Paa Vejen fortalte Gr. mig,
a t h a n h a v d e f ø lt D jæ v le n som en S la n g e le g e m lig at
sn o sig om h a n s Krop.»
*) Da man endelig havde faaet ham godt og vel ud til Frederiks-
dal, udbrød den Gamle, da han traadte ind i sine Opholdsværelser:
«Nu, her har jeg jo m it W a r tb u r g !»
**) Sé Fr. Hammerichs ærlige Skildring i «Et Levnedsløb».
***) Prof. Nikolai Bøghs Meddelelse. Han har som Ørenvidne
l
fortalt mig det. Paa den Tid opholdt han sig som Student i sin
Onkel B.s Hus. — Papiret taaler Meget i vore Dage «uden at
rødme»; men jeg kan ikke overtale mig til at gengive Gunni Buscks
Udtryk ordret.