170 / 209
152
træden i sit Naturels Mangler, og vi skulle Alle staa
til Ansvar for vore Fejl. Men dette forudsat, saa sér
jeg ikke nøjere end, at Fejlen her var størst paa G rundt
vigs, m indst paa Mynsters Side. — Des værre h a r vor
flittige og kyndige K irkehistoriker, Biskop F r. Nielsen,
i sin Bog om Grundtvig kun sét Sagen fra sit Partis
S tandpunk t og væltet al Skylden over paa Mynster.
Større Kontraster end disse den yngre danske
Kirkes mærkværdige Mænd, kan der, som sagt, ikke
gives. Vel er det ikke rigtigt, hvad F r. Nielsen (næppe
i Mynsters Favør) hævder, at denne var «tidlig k lar» ;
thi Hvo der opmæ rksom t og sym pathisk h a r fulgt
Mynsters Livsløb, véd jo, hvorledes hans Anskuelser,
Forestillinger og religiøse Begreber tilsammen u d
gjorde et forvirret og ulyksaligt Kaos, indtil Her
rens Aand med et Slag af sin Vinge dannede det ny
Menneske i ham af de konfuse Elementer. F ra det
Øjeblik, men først d a , bliver han klar. «Tidlig K lar
hed» kan dette Gennembrud, der først fandt Sted i
hans 27de Aar, dog vel ikke kaldes. Men fra dette
Øjeblik (det er sandt) gaar Mynster frem i K la r h e d
og K ra ft. Der er O r d e n i hans Liv, og han forstaar
som ingen Anden at holde sin opadhigende T anke og
frem trængende Følelse under Tøjle og Tugt*). Med
Besvær og Omhu udarbejder han sine Skrifter; men
ere de én Gang udgivne, fo rand rer han, n aa r ny Op
lag kræves, næppe en Tøddel. Hans K ristentro er i
bestandig Udvikling; men den gaar i Dybden, følger
bestandig den aandelige Lodlinje, der peger mod Kri
stendommens Tyngdepunkt; den bliver bestandig mere
og mere inderlig. F ra det Øjeblik, Gud h a r gjort sin
Gerning i ham , er Skriften hans stadige Tanke og T il
flugt, og atter og atter gentager han i sine Taler Peters
O rd: «Herre! til Hvem skulle vi gaa; D u h a r det evige
*) Sé Martensens Erindringsskrift S. 11.