JPMynster

154

Men e f te r J u n i g r u n d l o v e n s Givelse gaar han (opti

m istisk anlagt, som han er) over til den modsatte

Yderlighed og bliver Repræ sentant for en næsten u to

p isk Demokratisme. — Ligeledes i kirkelige Anliggender:

F ø rst kan h an ikke holde ud at være samm en med

Rationalisterne i Statskirken, senere vil h an have, at

N ationalkirken skal aabne sig for den mest ubegrænsede,

ja meningsløse P ræ ste frih ed : Enhver skal have Lov til

at opfatte Biblen efter sit Godtykke og forvalte Kirkens

Naadem idler, som h an synes.

I Grundtvigs Privatliv gaa de mest skrigende

Modsætninger ofte jævnsides. Medens Mynsters Op

vækkelsestime er ét klart, lyst Moment, er der en uhyg

gelig Dunkelhed over Grundtvigs Gennembrud paa

W alkendorfs Kollegium. Tø r m an holde sig til en tro

værdig T radition, blandedes der mange urene E lementer

i denne «Opvækkelses» Krise. Man er virkelig under

tiden i Tvivl, om den unge Mand var Genstand for

Aandens Resøgelse eller en ulidelig Rrynde*). Og saa-

*) Højskoleforstander Begtrup vil i sit njrsudgivne lille Skrift

om hans Mesters «religiøse Opvækkelse 1810—11» gerne gøre gæl

dende, at det var den lidenskabelige Ophidselse, K æ r lig h e d e n t i l

F ru L e th havde sat ham i, som var Grunden til hans «svare

Sindssygdom». Hvis han havde hyldet en vis moderne Retnings

Grundsætninger, da havde han ikke stræbt at bekæmpe sin erotiske

Lidenskab, fordi Fru L. var bundet ved sin Ægtestand, men søgt

at bortrydde alle Hindringer for at naa sin Viljes Maal. Saaledes

(synes det mig) kommer Gr. i Hr. Begtrups Skrift til at staa som et

udskammende Tegn, rettet mod alle Dyrkere af «den fri Kærlighed».

— Men jeg erindrer, at allerede for 34 Aar siden, da jeg i Studenter

dagene omgikkes nuværende Professor Nicolai Bøgh, P o v l D o n s ’

D a tt e r s ø n , fortalte denne, at hans Morfader n e to p p aa d e t te

T id s p u n k t a f G r u n d tv ig s L iv havde Møje med at afholde ham

fra at «dyrke fremmede Guder». Povl Dons maatte undertiden

med Vold og Magt holde sin Ven fra at følge sine Lysters Veje;

thi han vidste formodenlig, at denne vilde fortryde det djrht bag

efter. — Men disse moralske Bokserkampe, som i Beglen endte med,

at de Begge laa paa Gulvet, maa ikke have været saa ganske «for