JPMynster

146

Det var i Aaret 1817, at Mynster havde haft det

Held at opnaa h in ansélige Stilling. Men som om det

skulde betydes ham , at h an ikke m aatte hovmode sig

af sin Lykke, og at Alt, hvad der kny tter vort Hjerte

til det Jordiske, staar for Fald, ind tra f der det følgende

Aar saa mange uventede Dødsfald i hans Vennekreds

og mellem hans Næ rpaarørende, at han i ingen T ids

periode af sit Liv havde haft saa megen Sorg paa én

Gang. Han «vandrede i denne T id bogstavelig imellem

Grave.»*)

F ø rst døde F ru Sofie Ø rsted, Oehlen-

schlågers aandsfine og tiltrækkende Søster, saa B rønd

steds elskelige Hustru, F rederikke Koés; derpaa Myn

sters Beskytter, Joachim Godske Moltke, hvem han

ikke alene skattede som Velgører, men ogsaa som Raad-

giver og Samtale-Ven; Ogsaa i sit eget Hjem havde

han Sorg. Hans Hustru havde skænket ham en Søn:

Foræ ldrenes Glæde over det sunde og smukke Barn

var stor. Da fandtes det en Morgen død i sin Vugge,

ram t af et Krampeslag.

In tet af de Tab, Mynster fristede i 1818, kunde

dog sammenlignes med, hvad h an led ved at m iste sin

Broder, O le H ie r o n y m u s . — Læseren vil erindre, at

den sidste Gang, vi om talte denne mærkelige Mand,

dvælede vi ved den Ulykke, der ram te ham i hans

H jerteanliggender; og vi bemærkede, at det Ægteskab,

han indgik med en Slægtnings Enke, vel kunde lindre,

men næppe fuldstændig helbrede den Skade, der var

voldt hans Livs Inderste. Men trods Ormen (efter hvad

m an kan skønne) stedse gnavede paa hans Hjerterod,

vilde dog den stolte Mand ikke lade sig kue. Ved

energisk Arbejde som Overmedikus ved F rederiks

Hospital og Docent ved Universitetet, sam t ved en u d

strak t Lægepraksis, nedslog han sin Melankoli. Ja, han

var end ikke bange for atter og atter at se h e n d e , som

*) Sé Blade etc. S. 169. (Prædiken p. 25. Sønd. e. Trinitatis.)