JPMynster

145

Kristendommens Aand, at den meget mere fremmer,

uddyber og k larer den; th i for ham var et kristeligt

Sindelag uadskilleligt fra et sund t Hjerte, og det ideale

Menneske ikke forskelligt fra den gode Kristen.

Naar denne Mynsters V irksomhed er betragtet i

sin literære F rem ton ing , saa spørge m an ikke

0111

hvad han da p rak tisk fik ud rettet; det ligger (som sagt)

udenfor dette Arbejdes Maal. Men skal F rug terne af

lians difektoriale Arbejde en Gang pædagogisk-liistorisk

bedømmes, saa haaber jeg, m an ikke vil glemme, hvor

vanskelige T iderne i økonom isk Henseende den Gang

vare for det højere Skolevæsens Bestand. Kornpriserne

og Pengenes Værdi sank saa dybt, at Skolens T iender

og fromme Legatstifteres Dotationer svandt ind til

næsten Intet. Skolefonden fortæredes, og Mynster, der

altid og med Rette indskærpede, at en lærd Skoles

Tilværelse var en ku ltu rel Velgerning for den Egn,

i hvilken den laa, m aatte (nu, saa vel som senere) se

paa, at gode, gamle Skoler nedlagdes for at bøde paa

de Andres Pengevilkaar. Forgæves søgte han at for

bedre de konstante Læreres Lønning: efter Mallings

Død vilde Ingen yde ham ordenlig Støtte under denne

Bestræbelse. Med Sorg, forsikrer Mynster, gik ban tit

til Hvile, og bekym ret stod han op; «thi Alt dette

græmmede ham mere, end Nogen vidste.» Og vi tro

ham . Hvis dette ikke havde forholdt sig saaledes,

havde han næppe vovet saa sent som i 1851 ved en

Rektorindsættelse i Roskilde at kræve en højt ansét

og sandd ru Mand som Dr. Søren Bloch til Vidne paa,

at «han oprigtig havde stræbt at fremme Skolens Tarv

og lette dens Arbejdere deres Byrder.» Bloch havde

gennem hele Mynsters Direktionstid beklædt Rektorater

og nedlagde først ved denne Lejlighed sit Embede.