JPMynster

133

dem. Med fuld Ret kunde denne Mand prædike om

Moral og Æresfølelse, om Pligt og Dyd; hele hans Liv

var en Anskueliggørelse af, hvad han lærte. — Som

fattig, sønderjysk Student, uden Anbefaling til akade

m iske Protektores eller borgerlige Mæcener, vil han,

uagtet sin gode Examen artium , ikke søge Stipendier,

for bedre at kunne bevare sin videnskabelige Selv

stændighed. Skønt han senere bliver en skattet Hov

mester hos en højadelig Fam ilie, ønsker han ikke at

ansøge om det indbringende Embede, hvortil hans

P rincipal har Kaldsret, da han af Samvittighedshensyn

frygter for at blive undergiven nogen som helst Patrons

Indflydelse. Som oprigtig og ivrig Tilhænger af det

oplyste Kongedømme, roser han i det 18de Aarhun-

dredes Slutning Regeringens hum ane Lovgivervirksom

hed og bliver af den Grund liaanet af de revolutionære

Kraftkarle med Øgenavnet «Smigerpræsten». Men da

Reaktionen indtræder efter Presseanordningen af 1799,

sætter han Venskabet med Chr. Colbjørnsen paa Spil

ved skarpt at dadle denne Lov og træ der kort efter

dristig op mod liøjtstaaende Mænd, der, som han siger

i en Prædiken, «ved deres Eksempel give Forargelse

og ved Anordninger hindre deres Medborgere i den

Andagtsøvelse, de selv forsømme». Cancelliet giver

Clausen en Irettesættelse i den Anledning; men han

modtager den ikke, paaberaaber sig sin Pligt som Guds

Ords Fo rkynder og klarer saa vel for sig, at m an maa

lade det bero ved hans Erklæring*).

Overalt hvor vi træffe denne Mand, faa vi In d

trykket af en retsindig og sjælden mandig Personlighed.

Saaledes ogsaa i hans Prædiken. Hans Foredrag for-

sm aar alle Blomster og ethvert Smykke. «Tanken selv,

dens Skønhed, Sandhed og Styrke, ikke dens Indklæd-

*) H. N. Clausen: Henr. Georg Clausens Eftermæle S. 33—35

samt Bilag I.