JPMynster

135

Tone for den Mand, Sønnen taknem lig saa op til,

karambolerede han pludselig med den aandfulde, tyske

Theolog, der dog ingenlunde stod Rationalismen saa

meget fjernt. Gamle Henrik Georg Clausen blev stan d

haftig til det Sidste i sin grumme snævre, men stæ rk t

byggede og modigt forsvarede rationalistiske Fæstning.

I Meget tu rde Mynster og hans ældre Kollega have

sympathiseret: Mynster saa godt, at Rationalismen

k u n d e blive et Udgangspunkt for sand Kristendom .

Form elt var han jo selv gaaet denne Vej. Endvidere:

Mynster nærede altid nogen Agtelse for en Mand af

Karaktér; selv var han jo dette i høj Grad. Men i

G rundsyn paa Livet og religiøs Opfattelse vare Mynster

og Clausen dybt forskellige. Hvad der i Kristendommen

var bleven Mynster af den højeste Vigtighed, forbigik

Clausen med en Tavshed, der kunde tage sig ud som

D istraktion, men sikkert var altfor bevidst; hvad der

tiltrak Mynster med det religiøse Mysteriums Magt, var

Clausen en Vederstyggelighed. Sønnen fortæ ller, at

Faderen modtog den yngre Kollega «med uskrøm tet

Glæde»; dette kontrasterer stæ rkt med den tidligere

anførte, ret graverende Beskyldning mod Mynster, an-

gaaende Motivet til dennes Angreb paa Boj sens Liturgi.

Fremdeles siger Sønnen, at det venskabelig-kollegiale

Forhold blev ub rud t i den lange Aarrække. F o r

underligt da, at Mynster ikke h a r ét venligt Ord til

overs for den ældre Clausen i sin Avtobiografi! —

Foruden den ovennævnte, nedsæ ttende Ytring

0111

Myn

sters første literære Arbejde, anfører denne, at nogle af

hans Kolleger mente, at h an prædikede «altfor dogma

tisk; men dem ønskede han ikke at gøre tilpas». Dette

kolde Sideblik gælder tydelig nok han s Stiftsprovst.

Endelig udtaler Mynster ret spydigt, at »Grundtvigs

Demisprædiken gav flere af Københavns P ræ ster Lej

lighed til at prostituere sig«. Men den, der fo ranstal

tede P rotesten mod h in Prædiken, var netop H. G. Clau-