148 / 209
130
Sind. «Lykkedes det ham at prædike nogle skikkelige
Mennesker tilpas, haabede h an at blive ret tilfreds».
Som man sér: lu tter beskedne Ønsker, hvis Opfyldelse
lidet skulde synes at opveje det Usikre ved hans ny
Stilling, og hvad han pekun iæ rt tabte.
F ru Rahbek, til hvem han s anførte Ord ere re t
tede, erk læ rer han , at hvor gerne h an nu og da ønsker
at gøre et Løb til Bakkehuset, saa bliver han næppe
en af de hyppigst Besøgende. Til B roderen skriver
han, at n aa r han nu d. 2 7. J a n u a r 1812 komm er til
København og tager ind hos ham no^le Dage, «er han
ikke en Tilrejsende, men en i Byen Bosat; hvorfor de
tilsamm en ville føre et flittigt og arbejdsom t Liv.» —
Det var da den ensomme Eksistens fra Landsby-
præstegaarden, der fortsattes i Hovedstaden. Egenlige
Omgangsvenner havde han kun i Broderen og Carl
Heger. — Hans Bolig, nogle smaa, lyse Værelser paa
Gammeltorv i en øverste Etage, hvor han havde Byens
Larm under sig og ofte efter den korte Sommernats
Stilhed saa Dagskæret bryde frem over Tagene, u d
mærkede sig ved den P roperhed, O rden og Nethed,
som altid havde været ham uundvæ rlig og stemmede
saa godt overéns med hele han s Væsen. E fter Nu
tidens Fo rd ringer til Comfort og p ikan t Luksus har
hans Lejlighed vel været tarvelig nok; men Kamma
Rahbek fandt den «nydelig». Her, fortæ ller Mynster,
tilbragte han da mange gode T im er i Arbejde og Be
tragtning, men havde ogsaa Timer, hvor han (efter et
Udtryk af Fénélon) kun nød «en b itter Fred»*). Myn
ster tilsk river nu sit hypokondre Sind og dets jævnlige
Uforligelighed med, hvad der er af denne Verden, Grun
den til h in Stemning. Nok muligt; men en særlig
Aarsag h a r han ikke anført. Denne forekommer det
mig dog ikke vanskeligt at faa Øje paa. — Mynster
*) Meddelelser 1ste Udg. 189.