JPMynster

126

talte ham som «en velsignet Mand», vidste han vel,

hvor stor Andel Egennytten havde i denne Ros. Han

gav tit og gerne af det, han havde tilovers; men ofte

tilfaldt hans Gaver Uværdige, fordi det var ham imod

(med m indre der var Syn for Sagn) smaaligt at skaffe

sig Underretning, om en virkelig T rang var til Stede

hos dem, der klynkede.

Mynster vilde til København. Han trængte ikke

alene til dannede Menneskers Omgang, men ogsaa til

et andet Virkefelt; thi mere og mere kom han i Tvivl,

0111

han var skikket til at være Landsbypræst. —

Ingen kunde dog forstaa denne Beslutning. Var Spjel-

lerup ikke et b rillan t Kald med gode T iender og fede

P ræ stegaardsjorder? Hans Menighed gjorde ham jo

ingen Fortred ! Hvor kunde han ønske at komme til

Hovedstaden, hvor Pengene hver Dag blev siettere,

hvor det ene store Handelshus gik Fallit efter det

andet, og Embedsmændene bleve grebne i Kassemangel?

— Hans Stedfader foreholdt ham det; hans B roder be

greb ham ikke; hans Kolleger misbilligede det.*) F ru

Rahbek var som ude af sig selv. Rom antisk anlagt, som

hun var, havde h u n vænnet sig til at have «den kære

Onkel Job» paa Afstand: saa kunde hun skrive ham

til, saa kunde hun længes efter ham , som han sad

derude i sin idylliske, præstelig værdige Ensomhed.

Saa kunde hun besøge ham og have det hyggeligt med

ham , passiare med ham i de store, lave, lyse Stuer,

spasere med ham i hans to Præ stegaardshaver, hvor

Alt b a r Vidne om hans Røgt og Pleje. Da han ikke

vilde føje hende, anklagede hu n ham for, at han for

fængeligt ønskede at vinde det fine Hovedstadspublikum s

Gunst, og jam rede i Stilhed ved Tanken om, at hun nu

skulde dele ham med Andre, navnlig andre Kvinder. **)

*) Blade af M’s Liv og Tid 84—85.

**) Ikke mindst har hun været bange for S o fie Ø r s te d ,

Oehlenschlågers Søster, som hun spidst kaldte «Geheimeraadinden».