142 / 209
124
Thi det gjorde det til sidst. Sagen var, at han ikke
havde slaaet an hos sine Landsbymenigheder, uagtet
Alt fra hans Side sikkert var, som det skulde være.
Naar han uden falsk Beskedenhed siger i sin Afskeds-
prædiken*): «Jeg har stræbt at udrette den Gerning, Gud
havde givet mig at gøre, vel i Svaghed, men dog ikke
forgæves; jeg har ikke fortæret mit Brød i Lediggang;
jeg har ikke forsømt Guds Ord over verdslig Handel;
jeg har ikke begæret Nogens Guld eller Sølv; jeg har
ikke lagt Hindring for Kristi Evangelium ved Trætte
0111
Mit og Dit; jeg omgikkes Eder med Kærlighed og
Sagtmodighed; bevarede Fredens og Enighedens Laand;
jeg har glædet mig ved Eders Glæde, har deltaget i
Eders Sorg; jeg antog mig de Syges og Nødlidendes,
antog mig Enkers og Faderløses Sag — vorder mine
Efterfølgere, Brødre! som jeg er Kristi»; — da er dette
utvivlsomt fuld Sandhed. Hans gamle Provst udtalte,
da han erklærede Embedet for vakant, at den afgaaende
Præst «i kke a l e n e h a v d e b e f l i t t e t sig p a a at l ær e
vel, me n og s a a a t l eve vel». Og næppe enhver Præst
har faaet sligt Vidnesbyrd af sin Biskop, som Mynster fik
under Visitatsen i Septbr. 1809: «Spjellerup og Smerups
Ungdom», hedder det i Kirkebogen, «besidder fortrinlig
god Beligionskundskab. Pastor M. er en værdig Lærer,
der redelig har bestræbt sig for at opfylde sit Kald, og
Menigheden maa prise sig lykkelig ved at have en saa
nidkær og oplyst Mand til Præst.» Alligevel, Mynster
var dog bleven skuffet i sit Haab; det Haab, hvormed
han som ung Præst tiltraadte sit Embede.
Han havde sat Pris paa Bønderne. Skulde lian,
Rousseaus og Johannes Müllers begejstrede Læser, ikke
have gjort det? — Men jo mere han levede imellem
dem, jo mere traadte deres mindre behagelige, ja fra
stødende Sider ham i Møde. Fra Begyndelsen af var
*) Kirkelige Lejlighedstaler I, 13.