137 / 209
119
i Blade af hans Liv og hans Tid). Men har hun arvet
sin Moders «Livlighed og Fyrighed», som Mynster
siger i sin smukke Nekrolog, kan jeg heller ikke tro,
at hun saa ganske er sluppen fri for den sørgelige
Del af Arven, den flakkende, fortærende, erotiske Liden
skab. Af hendes Brevveksling med M o lb e ch se vi
(navnlig af det 32te Brev, dat. 16. Juli 1813), at det
ikke var h e n d e s Skyld, at Molbech ikke faldt i hendes
aabnede Favn (man læse selv Brevet a. S. Side 93.
— Mig er det i hvert Tilfælde umuligt at give Ordene
en anden Fortolkning). Og den skuffede Elskerindes
kolde Spydighed er da ogsaa tydelig nok i Brevene,
der ere skrevne efter Molbechs deklarerede Forlovelse
med Dispacheur Langbergs Datter. — Ikke uden
Ondsindethed viser Kamma Bahbek sig dernæst i
Forholdet til den 12aarige J o h a n L u d v ig Hei-
b e rg , som hun dog saa ivrigt havde ønsket at mod
tage i sit Hus som Plejesøn. Da hun mærker, at han
ikke vil slippe sin naturlige Tilbøjelighed for sin vir
kelige Moder, slaar hendes moderlige Ømhed om til
ondskabsfuld og saarende Drilleri, som hun endogsaa
gør Husets Tjenestepige delagtig i. Derpaa sender hun
den mørkrædde Dreng i ravnsorte Aftner ud paa vildene
Veje, saa Rahbek endogsaa maa værge for ham. At den
stakkels Johan Ludvig til sidst flygtede fra Bakkehuset,
var utvivlsomt for største Delen Kamma Rahbeks Skyld;
hun besad en hvas Tunge og har i Drengens Paahør
ikke skaanet hans Moder, som han ikke kunde ophøre
varmt at elske*). Sandelig, B lid h e d , den Egenskab,
som Mændene i sin Tid ansaa for en integrerende Del
af Kvindens Væsen, har Kamma Rahbek besiddet det
mindst Mulige af. Skrækkelig meget snakker hun i
sine Breve om sit «kærlige Hjerte» og «Hjertets uende*) Man læse om disse Forhold i Fru H e ib e r g s bekendte Bog:
P. A. Heiberg og Thom. Gyllemb., hvor hun vistnok søger sa a v id t
m u lig t at dække Kamma. S. 335, 343. 2den Udg.