JPMynster

117

han lod dem komme sm ilende tilbage

og deres Kilde rén og rig udstrømm e.

Han greb m in Haand og kæ rlig hen m ig førte,

hvo r vidt N aturen for mig ud strak t laa,

det matte, dorske Øje han berø rte;

th i disse Syn tilforn jeg aldrig saa.

Og se, den Glans, hvorm ed han v ar om runden,

den delte sig til Himmel og til Jord.

Af m ine Arme v ar h an vel forsvunden;

men evig dog h an i m it H jerte b o r.“ —

H a n h a v d e v u n d e t den s to r e E r o s . ------------

Hans Hjerte havde fundet Fred. — Ikke desto

mindre er det bekendt, at der var én Kvinde, Mynster

i sin Spjellerupsperiode knyttede et inderligt Venskab

med, og hvem han kom til at skylde Meget, som hun

ham: K a re n M a rg r e th e R a h b e k . —

Sjældent er vel en af den danske Literaturhistories

mærkelige Kvinder bleven saa overrost, som Kamma

Rahbek. Efter de Mynsterske Rreves Udgivelse i 60’erne

var det Billede af hende, som stod tegnet i den almin

delige Bevidsthed, aldeles idealistisk. Georg Brandes’

vakre, sympathetisk udførte Portræt fra 1870*) viser

os hende som den højtbegavede Dame af den ulaste

lige, danske Kvindetype, der som ingen Anden ynde

fuldt og skælmsk former sit «Brevstof»; og som (uden

at paalægge Nogen en Tvang) taktfuld formaar at ved

ligeholde den gode Tone under de personlige Udtalelser

og literære Debatter, der fandt Sted mellem hine Mænd,

der udgjorde Bakkehuskredsen. Men, siges der, ogsaa

heri lignede hun den danske Kvinde: den erotiske Pas

sion har hun ikke kendt noget til. — P. H. Boye*) hæver

hende stærkt paa Frederikke Bruuns Bekostning.

Medens denne, siger han, var en overspændt, fornem,

*) Jvnfr. «Kritikker og Portrætter».

**) Se hans «Kamma Rahbeks Brevveksling og hendes Corre

spondente!'».