130 / 209
112
virkelig er arbejdet i den Herres Tjeneste, som udsendte
os, ikke er arbejdet forgæves.»
Og hvad Mynster her opfordrer Andretil, det gør
han selv. Ikke i mange Aar havde man af en ung
Gejstlig hørt en Kristendomsforkyndelse, der var baaret
oppe af en saa dyb, personlig Overbevisning og mærket
af en saa aandelig og inderlig Selvoplevelses Tegn.
For ham «er Alt i Kristendommen Aabenbaring og
Liv, Virkelighed og Historie»*). Taler han om Døberen
Johannes, da kender han selv denne Trang til Ensom
hed, som drev den storeProfet ud i Ørknen fra det
larmende Liv, hvor ikke en Gang Lønkamret mere er
tillukket for den, der søger at værge sig mod paatræn
gende Adspredelser og samle sin Sjæl til stille Betragt
ning. Naar han taler om de «halve Beslutninger og
halve Udførelser, hvoraf der er nok i Verden», og som
ende med Træthed og Ulyst, da véd han af egen E r
faring, at d en kun er «glad og fri, som, inderlig over
bevist i sin Sjæl, har taget en fast Beslutning. Thi
formaar allerede Ondskaben og de, der beflitte sig paa
Uret, saa Meget, hvad skulde da ikke den Retfærdige
formaa», som bistaas af den almægtige Gud**). Naar
han i Talen
0111
«Bønnens Kraft» siger***): «Thi Bøn
kalde vi det ikke blot, naar nogen særdeles Trang
driver os til at søge Gud, m en al en tr o e n d e S jæ ls
H e n v e n d e ls e t il , O m g a n g m ed Gud k a ld e vi
Bøn ; og kun, Hvo der saaledes er vant til at bede,
vil ogsaa i Forvirringens og Bedrøvelsens Timer for-
staa, hvorledes han skal bede, som det sig bør» — saa
er Sligt ikke en Gentagelse af, hvad Andre have sagt om
det samme Æmne, men noget Nyt og Selvprøvet. Naar
han i «Langfredagsprædikenen» paa en gribende Maade
*) «Om den Kunst at prædike», Bl. Skrifter I, 122.
**) Prædikener, 1ste Udg. S. 26.
***) A. S. 89.