128 / 209
110
myndige Bergenserbisp sendte ham sine Ordinations
taler, ledsagede af en Takskrivelse; og den store, h i
storiske Kritiker (der desværre netop paa den Tid
skulde gaa tabt for Danmark), ydede ham mundlig og
i senere udgivne Breve sin dybeste Sympathi.
Imidlertid gik Mynster sin rolige Gang ude i
Spjellerup, passede sin Præstegerning og varetog sit
Prædikeembede. Hvor kært og vigtigt dette var blevet
ham, efter at Kristendommens Sandhed var opgaaet
for ham i fuld Klarhed, ser man af den mærkelige
Afhandling «Om d e n K u n s t a t p ræ d ik e » , som han
efter nogle Aars Forløb oplæste paa Roskilde Landemode.
Ogsaa her vare vel Meningerne om hans pastorale
Udtalelser delte; men paa adskillige af Tilhørerne
gjorde de et stærkt Indtryk. «Ja, han har ogsaa rejst
uden Lands,» hviskedes der mellem nogle af de Til
stedeværende. Uden Lands havde nu vist nok Mynster
ikke været, og han kom gennem hele sit lange Liv
saa godt som ikke til at rejse; men udenfor den Verden,
i hvilken vi Mennesker til dagligdags kredse, havde
han ganske vist været. Og det er da ogsaa derfra han
har hentet den Grundtone, som klinger gennem hin
Afhandling saa vel som gennem de omtrent samtidig
udgivne « P ræ d ik e n e r» , hans f ø r s te S am lin g af
den Art.*)
Prædikenen, siger han, skal ikke først og fremmest
være en Undervisning (som de rationalistiske Præster,
der yndede at kalde sig «Folkelærere», vilde have).
Den skal ikke være blot forstandsmæssig og endnu
mindre sentimental; den skal først og fremmest udgaa
fra Hjertets Dyb og beaandes af dets Varme. Og ved
Hjertet forstaar han ikke «denne Kødklump i Legemets
venstre Side», men «Livets og Følelsens Midtpunkt,
det Inderste i Mennesket, der ikke kan tænkes adskilt
fra Tanke og Bevidsthed». Dernæst skal Prædikenen
*) Fortalen er dateret: Dcbr. 1809.