126 / 209
108
«Paa deres Efterkommere kan derimod Intet gøre
Indtryk, uden det er sirligt og følsomt, og kun disse
kunde det synes bedre at indrette Haver, over hvis
Indgang der da maatte skrives: Dette skal være en
Kirkegaard! Kun i Disses Hjerter kunde den vanhellige
Tanke opkomme at ville jævne Gravhøjene og bort
kaste Ligstenene. Kun Disse kunde endog paa Kirke-
gaarden ville formilde Dødens Tanke, at den for Alting
ikke for tydelig skal fremstille sig, og ønske det ind
rettet saaledes, at effectfulde «Scener» afløse en høj
tidelig Jordefærd, og en Grav omdannes til et Blom
sterbed». —
«Som sagt», saaledes udtaler Mynster sig til sidst,
«Liturgiens Forandring maa nødvendigvis forbeholdes
andre Tider. Og den Forestilling skrækker mig ikke,
at vi endnu længere maa beholde vor gamle Liturgi;
thi efter mit Skøn er vor Gudstjeneste, naar den holdes
anstændig, højtidelig og vel skikket til at opvække og
vedligeholde Andagten. Jo nøjere jeg er bleven be
kendt med de os nu skrevne Bønner og Formularer,
des mere har jeg ogsaa (uagtet det, jeg i enkelte Dele
kunde ønske anderledes) fundet, at de tale om det
Højeste og Helligste ofte med en saadan Kraft og Vel
klang, ofte med saa simple, gudfrygtige Ord, ofte med
en saa brændende Længsel og inderlig Begæring, at
jeg ikke har troet vor Tidsalder i Stand til at sætte
noget Bedre i Stedet. Hovedsagen er, h v o r le d e s vi
bruge det, vi have; thi vist nok kunne vi lade Alt
være tomt og dødt; vi kunne gøre vor Tjeneste, for
ladte af dens Aand, os selv til Græmmelse og Verden
til Spot; men at det ogsaa kan ske anderledes, derom
vidner flere Aarhundreders Erfaring. Og dersom end
og Liturgien nu svarer mindre til Tidens Tænkemaade,
er de t d a s a a v is t, a t en L i tu r g i s k a l s v a re til
d is s e T i d e r s Tæ n k em a ad e ? » . . . . Og nu vender den
unge Præst sig til sine Kolleger: «Men 1, Menneskenes