129 / 209
111
vel ikke være blot Deklamation eller Veltalenhedsprodukt.
Men fordi Veltalenheden kan misbruges, og den gamle
Vismand Aristoteles derfor har et ondt Øje til dens
Overtalelsesmidler, bør den ikke forkastes. «1 d e t
H e le ta g e t b u r d e E n h v e r f a t t e M is ta n k e til egen
I n d s ig t, n a a r n o g e n v æ s e n lig G ren a f den m e n
n e s k e lig e S jæ ls V ir k s om h e d f o r e k o m m e r h am
m is tæ n k e lig » . Den verdslige Rhetoriks Regler bør
udnyttes til Fordel for den gejstlige Veltalenhed; disse
skulle give Prædikenen den Orden og Klarhed, som
ingenlunde kan undværes, selv om Tilhørerne aldrig
tør blive opmærksomme paa det Arbejde, Prædikanten
har anvendt for at tilvejebringe disse sin Tales Egen
skaber. Men Drivhjulet i den kristne Præsts Forkyn
delse maa hans faste, sikre Tro være; mangler den,
hjælper al Kunst intet. Derfor polemiserer Mynster i
skarpe og prægnante Udtryk mod den vantro Filosofis
Anmasselser lige overfor den positive Kristendom. Og
derpaa slutter han med disse inderlige Ord til sine
lyttende Embedsbrødre:
«Lader os da, i det vi prædike Kristendommen,
ogsaa anvende den paa selve denne vor Gerning og
altsaa gøre den med Troskab, Ydmyghed og Tillid.
Vort Embede er ikke: én eller anden Gang at træde
frem for at vække Beundring ved vor Tales Kunst;
ikke os selv, men h am , der sendte os, skulle vi præ
dike, med fortsat Bestræbelse, for glimrende Forsam
linger uden Frygt og for ringe Mennesker uden Fo r
sømmelse. Og, os bevidste om dette hellige Ærinde
og om den Troskab, hvormed vi have besluttet at op
ofre os dertil, lader os ikke misunde Andre deres maa-
ske langt mere afvekslende, langt mere hædrede Syssel;
men glade gaa til den stille Kirke, tilfredse,
0111
vi end
kun finde faa Gudfrygtige deri, nøjsomme,
0111
end d e t,
vi kunne udrette, er saa Lidt mod det, vi ønskede;
men da tillige med den sikreste Tillid til, at hvad der