JPMynster

113

fremmaner os den korsfæstede Frelsers Billede og siger

til os, idet han bøjer sig hen mod det: «For Dig, Du

Hellige, Rene, Du, som kender Alle og ikke har behov,

at Nogen skal vidne

0111

et Menneske, fordi Du selv

véd, hvad der er i ham, for Dig driver mit Hjerte mig

at anklage mig selv; ikke fordi jeg har nydt Livets

Lyst; thi jeg véd, at saa Meget, som jeg uskyldig kunde

modtage, det gav Du mig, at jeg skulde glædes derved;

men fordi jeg har bundet mit Sind dertil, fordi jeg

ikke har villet tro Dig, at Guds Rige ikke kommer ud

vortes, saa man kan tage og føle derpaa; fordi jeg har

forsmaaet Din Herlighed mod Verdens Glæder. Thi

nu véd jeg, at Hvo, der gør dette, foragter Dig, og nu

véd jeg, Hvem jeg har foragtet. Naar mit Hjerte svul

mede i Livets Lykke, da sagde jeg: Se her den Løn,

Gud giver sine Fromme! Da borttog Du min Lykke,

da gød Du Bedrøvelsens Bitterhed i min Sjæl, da lod

Du mig gaa ene hen ad mørke Veje, mens min Tanke

kun rugede over de svundne Glæder, over de nægtede

Ønsker. Ak! da oprørte min Sjæl sig mod Gud, da

véklagede jeg over den Time, jeg fødtes, og min Vrede

optændtes mod den Magt, som styrer Tingene paa

Jorden. Men da lod Du, Herre! Dit milde Lys straale

i min Sjæl, og jeg kendte Sandheden, og jeg fattede

det evige Liv. Siden jeg kender Dig, siden jeg tror

paa Dig, vokser Fortvivlelsen ikke over mit Mod, og

jeg har en Tilflugt, hvorhen jeg altid kan søge» *) —

naar han saaledes taler til os, da véd vi, han er sand

dru. Derfor kunne disse « S p je lle r u p s -P ræ d ik e n e r»

aldrig trætte os ved nogen Monotoni. Ordene ere vel

gammelkendte, men de fornyes atter og atter i Oprindelig

hedens friske Bad.

*) S. 192—3.