134 / 209
116
Taalmodig vend Dit Blik mod H im lens Bue,
og H im lens F re d optag Du i Dit Sind;
den slukke frugtesløse Ø nskers Lue,
re n t aande B rystet ren e Luftning ind.
Af alle B lom ster sug uskyldig Næring,
h elb red et for h v e rt Savn og h v er Begæring!
Men hint mægtige «Gennembrud», der som et løs
ladt Lyn gennemfor hele hans Væsen, renser ogsaa
hans jordiske Kærlighedsattraa.
Den Amor, «hvis
Trældomslænker han har baaret, hvis Brand har gen-
nemtrængt hans Aarer og lammet Åandedrættet i hans
Bryst og ladt ham græde hede, bitre Taarer», den
Amor, som han i sin Skuffelse og Stolthed gaar i Rette
med, ja næsten hader — med ham foregaar der til-
sidst en forunderlig Forandring. En Taage løfter sig
fra den unge Præsts Øje. Den viltre Dreng med det
spottende Smil er forsvunden, og en skøn, mandig,
fantasifuld Skikkelse viser sig for ham;
„Af Morgenrøde v ar h an samm enrunden,
og sm ykket v ar han med al Vaarens Lyst,
af B lom sterfarver v ar han s K lædning tvunden,
og A ftenstjernen funkled paa h an s Bryst.
Sig alle G læder sam led i h ans Smile,
og alle ømme Længsler i h ans Røst.
Hvo én Gang ved h a n s B ry st h a r ku n n et hvile,
h a r og for alle Sm erter fundet T røst.
Han kunde H jertets vilde Hede svale,
en ny, en hellig Ild han tæ ndte an,
han vidste vis, h an vidste kæ rlig Tale,
og salig F red i H jertet indgød han.
Min C ithar gav han mig i Hænde; længe
den laa alt tavs i Støvet kastet h e n ;
i nye T oner sitrede dens Strenge,
og nye Greb h an læ rte mig paa den.
De Ting, som skulle komme, de, som vare,
han kendte grant og dem for mig oplod.
Han kunde underligen m ig forklare,
hvad granskende tilforn jeg ej forstod.
Han kendte, hv ad jeg næ rede i Klage,
min længselsfulde Ungdoms hede Drømme,