JPMynster

106

kup, derfor er Virkningen ikke den samme i en Kirke.

— Kollekterne skulle synges knælende af Præsten.

Man skulde dog ikke ødsle med dette Udtryk paa den

dybeste Devotion. Men er det alligevel ikke urimeligt,

at den, der skal høres af en stor Forsamling, helst

skal lægge sig paa Knæ? Man forestille sig Præsten i

denne Stilling foran Alteret syngende: «Hist kvidrer

den lille Fugl en Lovsang til sin Skabers Pris! hvor

den er underfuld dannet, hvor dens Bygning er ind

rettet med Visdom! Vi sé Luftens glade Sanger» o. s. v. —

Eller hvad tykkes man om en Bøn som denne: «Fader!

Lær os at være f o r s ig tig e og at bruge de Midler,

som f o r s t a n d i g e Læger anbefale . . . . Lad os ikke

endnu mere udbrede Sygdommen ved U f o r s ig tig h e d

og Uforstandighed. Lad os raadføre os med en fo r

n u f tig Læge og følge hans Raad!» — — Det saa

mange Gange misbrugte Ord, den aldrig noksom paa-

beraabte Moralitet, er ogsaa dette Skrifts Løsen. Det

er vanskeligt at gribe dette glatte, versatile Væsen og

holde det fast, medens man kan spørge det, af hvilken

Aand det er. Kun disse Ord forarge man mig ikke:

Er der i Menneskets Inderste ligesom tvende Gemakker,

hvoraf det ene har til Overskrift Moralitet og det andet

Religiøsitet? er det ene som en Arbejdsstue, det andet

bestemt til Hvile? farer maaske Sindet fra det ene ind

i det andet, søger sin Fred og finder den ingen Steder.

Eller er der i Menneskets Indre kun én K ild e , som

opvælder til et evigt Liv; bestaar Menneskets Styrke,

Visdom og Fred kun i et e n e s te s t o r t Gode, som

bringer den, der fandt det, evig Trøst? . . . . Hvad skal

altsaa den Lærdom, der høres paa de hellige Steder?

skal den helst stige ned, blive hængende i Menneskenes

sædvanlige Forhold, snakke dem adskillige smukke

Formaninger for

0111

denne eller hin enkelte Stilling,

denne eller hin enkelte Dyd? eller skulde den ikke

hellere hæve dem op til sig, til det Himmelske, at