120 / 209
102
kun betegnes som et flovt Forsøg paa at tillæmpe det
16de og 17de Aarhundredes Gudstjenesteskik efter det
18des sentimentale Forstandsmæssiglied. —
Alt, hvad der kunde henregnes til theatralsk Væsen,
var vor gamle, nationale Kirke imod. Saaledes finde
vi i en Landemodsudtalelse fra 1578 angaaende Psalme-
sangen følgende Ord: «1 alle danske Psalmer skal al
deles undgaas en upassende og hofagtig Tone. De
Hofmænds Klinchenoder lade ilde i Guds Ords Tje
neste» *). Mynster, der følte sig besjælet af den Aand,
i hvilken vor Kirke var reformeret, og som betragtede
Bønnerne og Formularerne i vor gamle Alterbog som
et ægte Udtryk for denne, havde længe med Uvilje
været Vidne til det Effektjageri, som karakteriserede
dem, der i Tyskland vilde «forbedre» den offenlige
Gudstjeneste. I Gennembruddets Aar skriver han i sin
Dagbog: «Provst Z. i Berlin har holdt en Jubelprædiken
med musikalske Intermezzoer, hvoriblandt især et Kor
af Børn gjorde Lykke. Sligt er en Daarlighed! thi det
er umuligt, at Præsten (i det Mindste ofte) skal kunne
hamle op med det, som vilde gøre et endnu stærkere
Indtryk paa Sanserne. Og hvad der er det Værste:
Kirken bliver til et Skuespilhus, en Samling for den
elegante Verden i al dens Elegants. — Om saa skal
være, da kom m e d e r k u n To e lle r T r e , m en de
kom m e i J e s u Navn.» Med Indignation forudsaa
han (hvad der fremgaar af senere Breve til F ru Bah-
bek) at den danske Gudstjeneste snart skulde blive
lyksaliggjort med Noviteter af den Art. Og da dette
skete med Bojsens liturgiske Forslag, besluttede han
at træde op derimod. Dette var sandelig en modig
Handling; thi Biskop Bojsen var en Mand, der nød
stor Yndest i sit Stift og var vel lidt af sine Kolleger,
ikke mindst af den danske Kirkes Førstemand, Biskop
*) Engelstoft: Liturgiens Historie i Danmark S. 87.