119 / 209
101
de gamle, billedrige og fyndigt klingende Ords Magt
over Sjæl og Sans.*) —
Men sine kristelige Væbnersporer vandt dog Mynster
først og fremmest ved sit polemiske Indlæg mod Bi
skop P. O. Bojsens « F o r s la g til en ny L itu rg i» .
Mynster var aldrig og blev aldrig en blind Tilbeder
af det Gamle. Han anerkendte Kampen mellem det
Gamle og det Ny som en historisk Nødvendighed.
«Kun Dorskhed eller Egennytte,» siger han 1809 i sit
«Forsvar for fastsatte Prædiketekster» **), «afviser uden
Betænkning det Nys Fordringer, som vil trænge ind,
afskaffe det Forældede og Uduelige og forskønne og
forbedre det menneskelige Liv, hvilket ikke ubevægeligt
vil eller bør forblive stedse tvunget i de én Gang an-
tagne Former. Men kun Letsindighed nægter ogsaa
det Gamles Rettigheder, hvilket ikke blot, dybt og rod
fæstet, vanskelig kan rokkes, men heller ikke bør vige
for Alt, hvad de ny Tider kunne begynde; det anvender
al sin velgrundede Magt for at vedligeholde det Gode,
som én Gang er vundet; vil kun tillade, at dette fuld
kommes, ikke at det uden Erstatning opløses. Den
Skikkelse, hvori vore Forfædres Liv var dannet, var
ikke vilkaarlig antaget, ikke et Øjebliks Værk; men
fremgaaet af Folkets indre Natur, var det af dygtige
Mennesker i Tidernes lange Række, under mange Slags
Omstændigheder prøvet og uddannet . . . . Det m aa
i d e t M in d s te f ø r s t f o r s t a a s . . . . Afskaffe vi det
blot, fordi det forekommer os urimeligt, staa vi Fare
for igen at maatte vende tilbage til det og atter tage
det op, vi lod f a ld e ;» --------------Men i Biskop Bojsens
Forslag til en ny Liturgi var der end ikke Tale
0111
den ringeste «Forstaaelse» af det Gamle; det Hele kan
*) Sé Recensionen af «Frosts almenforstaaelige Oversættelse
af Pauli Breve», optaget i Bl. Skrifter I, 440.
**) Bland. Skrifter I, 133.