118 / 209
100
Jagen og Løben lader han sig ikke gribe og fange» —
maatte disse Ord ikke slaa Mynster med Selvoplevelsens
M a g t?
— 20. Septbr. 1806 skriver han til Fru
Rahbek: «Lutlier er en af de meget Faa, som siger
mig Noget, der synes mig Nyt — endog det Bekendteste
og oftest Gentagne synes mig Nyt hos ham (i Stedet
for ellers omvendt). Dette kommer vist nok deraf, at
han aldrig har sagt et eneste Ord blot efter Andre,
men har forsøgt Alt, hvad han sagde, først i sit eget
herlige, fri og dybe Sind; derfor vidste han det saa
sikkert og kunde sætte Alting derpaa. Af ham har
jeg Meget at lære; thi hos ham gaar Alting ud paa vis
og glad Besiddelse, o: T r o , i Stedet for at d en n y e re
B e lig iø s ite t h a r t a b t sig s a a m eg e t i b lo t Læ n g
sel*). Det er mig derfor af stor Vigtighed ved enhver
Ting, hvad Luther har lært derom, fordi jeg véd,
hvilket fortræffeligt Menneske han var, og hvor nøje
og inden i sig selv han prøvede, inden han lærte.»
Men nu fik ogsaa den danske Kirkes gamle Orden
og Regel saa vel som vort Folks lovhjemlede Bibel
oversættelse en ganske anden Betydning for ham, end
den hidtil havde haft. — Han harmes over Rational
ismens Voldtægt af dens Ord, af dens Indhold og
Sprogform; han kritiserer skarpt den oplyste Pavedom,
der gaar langt videre end den romerske; thi vel for
byder Curien Læsningen af de hellige Skrifter i Flæng;
men Menighederne véd dog, at de Stykker, de faa
Lov til at høre, forelæses i tro Oversættelse. Men den
danske Menighed skal nu paatvinges Skriften i den
Mening, hvori de rationalistiske Fortolkere behage at
opfatte den. Den unge, vakte Præst ironiserer over
Oplysningsmændenes Lamentationer over alle disse
«orientalske eller barbariske Udtryk», og han hævder
*) d. e. den romantiske. — Udhævelserne af mig.