Previous Page  122 / 209 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 122 / 209 Next Page
Page Background

104

vist

0111

, at det havde de 99 af hundrede Stemmer for

sig. Man høre blot en Passus af den Kollekt, der har

til Overskrift «Jesus i Gethsemane»: «Fader! Skøn er

Din Jord og rig paa mange Glæder. Naar vi faa sunde

og velskabte Børn, naar vi i stille huslig Kreds nyde

Livets ægte Fryd; — naar ingen Trang og Sygdom

rammer os; naar Krig og Dyrtid fjernes fra vor Bolig

— da bøje vi os for Dig og bekende: Din Jord er skøn

og rig paa mange Glæder! Ingen, Ingen maa klage.

Her er mere Godt end Ondt. — Men dog paa denne

Din Jord lide Mange, og Manges Hjerter bløde. De

bløde, naar kært Barn dør i Moderens Arme, eller naar

Moder og Fader kaldes fra Uopdragne — de bløde,

naar Graven gemmer elsket Fader, og den efterladte

Flok savner Hjælp, Trøst og Vejledning. De bløde,

naar Misvækst rammer, Dyrtid kommer, og den stræb­

somme Fader ser sine Elskede lide Nød. Da — Fader!

da trænge Dine Børn til Trøst. For at mindske Livets

Sorger, for at trøste den Kummerfulde, for at lære

ham at bære og taale med et gudhengivent Sind —

sendte Du Din Søn, Jesus Kristus, til Verden. Tungt

var hans Liv og fuldt af Sorger, indtil hans Øjne

luktes. I Gethsemane runde hans Taarer . . . . » o. s. fr. —

Dette skal være en Bøn for Alteret, der samler hele

Menighedens fælles Andagt! —

Mynsters Holdning lige overfor dette sentimentale

Sludre-Litani er ret mærkelig. Han, den unge Mand

og simple Landsbypræst, der for første Gang her træder

frem for Offenligheden mod en Biskop og hele den

Part af den danske Menighed, der havde Noget at sige,

føler sig aabenbart trykket af Situationen: hans ellers

klare, rene Stil er her ikke fri for kejtede Udtryk og

Vendinger, og hans Udtalelser tabe undertiden deres

Fynd paa Grund af den ubehjælpsomme Maade, han

anbringer dem i sit Foredrag. Men svigter Formen

ham en Gang imellem saa vel som den udvortes Sik