![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0122.jpg)
104
vist
0111
, at det havde de 99 af hundrede Stemmer for
sig. Man høre blot en Passus af den Kollekt, der har
til Overskrift «Jesus i Gethsemane»: «Fader! Skøn er
Din Jord og rig paa mange Glæder. Naar vi faa sunde
og velskabte Børn, naar vi i stille huslig Kreds nyde
Livets ægte Fryd; — naar ingen Trang og Sygdom
rammer os; naar Krig og Dyrtid fjernes fra vor Bolig
— da bøje vi os for Dig og bekende: Din Jord er skøn
og rig paa mange Glæder! Ingen, Ingen maa klage.
Her er mere Godt end Ondt. — Men dog paa denne
Din Jord lide Mange, og Manges Hjerter bløde. De
bløde, naar kært Barn dør i Moderens Arme, eller naar
Moder og Fader kaldes fra Uopdragne — de bløde,
naar Graven gemmer elsket Fader, og den efterladte
Flok savner Hjælp, Trøst og Vejledning. De bløde,
naar Misvækst rammer, Dyrtid kommer, og den stræb
somme Fader ser sine Elskede lide Nød. Da — Fader!
da trænge Dine Børn til Trøst. For at mindske Livets
Sorger, for at trøste den Kummerfulde, for at lære
ham at bære og taale med et gudhengivent Sind —
sendte Du Din Søn, Jesus Kristus, til Verden. Tungt
var hans Liv og fuldt af Sorger, indtil hans Øjne
luktes. I Gethsemane runde hans Taarer . . . . » o. s. fr. —
Dette skal være en Bøn for Alteret, der samler hele
Menighedens fælles Andagt! —
Mynsters Holdning lige overfor dette sentimentale
Sludre-Litani er ret mærkelig. Han, den unge Mand
og simple Landsbypræst, der for første Gang her træder
frem for Offenligheden mod en Biskop og hele den
Part af den danske Menighed, der havde Noget at sige,
føler sig aabenbart trykket af Situationen: hans ellers
klare, rene Stil er her ikke fri for kejtede Udtryk og
Vendinger, og hans Udtalelser tabe undertiden deres
Fynd paa Grund af den ubehjælpsomme Maade, han
anbringer dem i sit Foredrag. Men svigter Formen
ham en Gang imellem saa vel som den udvortes Sik