141 / 209
123
hendes fine Instinkt hende straks, at hun stod lige
overfor noget Overordenligt. Aldrig har Mynster haft
nogen Tilhørerinde, der bedre kunde tilegne sig Formen
for hans Kristendomsforkyndelse. Kun h a n har evnet
aandeligt at beherske hende: for hans Personlighed
bøjede hun sig. Og naar han talte om «den Fred,
der overgaar al Forstand», og som Enhver med inder
lig og ydmyg Vilje kan tilegne sig, da meddeltes der
Noget af den Guds Fred, han i sit Sind kunde besidde,
til hende. Hun følte dette i hans Nærhed, siger hun
selv. Man kan spore, hvorledes Mynsters religiøse
Sentenser og Tænkemaade gaa igen i hendes Breve,
naar hun kommer ind paa herhen hørende Æmner.
Kun i visse Henseender er hun lidt sky for ham.
Saaledes havde hun selvbedragerisk i et Brev til Myn
ster railleret over Molbeclis sentimental-romantiske
Skrivemaade, netop da Sympathien for denne var i
stærk Stigen hos hende. Men da dette Forhold saa
brat og saa stærkt er bleven afkølet, tyr hun til «den
velsignede Onkels» Kirke for at finde Lindring for sin
syge og saarede Sjæl. «Kun hans Venskab», skriver
hun til den Mand, der har «krænket og bedrøvet», hende,
«har lært hende, at dog ikke Alt, hvortil hun bandt
sit Hjerte, skulde volde hende Bekymring og Smerte.»*)
Kamma Rahbeks Breve, der gennemsnitlig indtraf
en Gang hver Uge og jævnlig udgjorde flere Ark Post
papir (ligesom de fra Mynsters Side besvaredes ret
hyppigt og det ikke med Smaabilletter), bidrog i høj
Grad til at forfriske hans énsomme Liv i Spjellerup og
at lette ham det, da det begyndte at falde ham tungt.
*) M’s Brevveksling med K. R. S. 204.