145 / 209
127
— Mynster afviste hendes L am entationer med Fasthed
og dadlede skarp t hendes M istænksomhed: «Naar jeg
komm er fra Spjellerup, vil De ikke mere kendes ved
mig, og den københavnske Onkel m aa først prøves!
Mig synes (tillad mig at sige det), at m in Venindes
ædle og store Sjæl skulde ret for Alvor opløfte sig
over alle smaalige Griller, og at De skulde anvende al
den Magt, jeg af Erfaring saa vel véd, De har, til at
glæde Deres Venner, at opfordre og oplive dem til Alt,
hvad der er godt og berømmeligt, og at De derfor n u
kunde gøre noget Bedre mod mig. Jeg indser nok, at
jeg vil foretage Meget, som ikke vil være Dem tilpas;
men jeg haaber dog, at De til sidst vil finde, at De ikke
havde behøvet at prøve den, som De allerede i saa
mange Aar h a r prøvet. Men (indtil dette skér) erindre
Dem undertiden, at Kærligheden tro r Alt, haaber Alt,
saa vil jeg se til at erindre mig, at Kærligheden skikker
sig i Alt, taaler Alt.» Kamma svarer med et Brev,
hvori hun forsonligt og smukt rækker sin «køben
havnske Onkel» Haanden. — Disse højtbegavede Men
nesker vedbleve til deres Dødsdag at være Venner; og
ophørte h u n at være Noget for ham uden i E rindringen,
bidrog h a n som P ræ d ikan t vedblivende til Udvikling af
hendes Aand og til Bedring af hendes usikre S indsbeskaf
fenhed. — Han var én af de Venner, der satte hende
og Rahbek det Mindesmærke, der fik saa stor Betyd
ning ved sin simple og dog saa meget sigende Indskrift.
Da Mynster havde opnaaet at blive kaldt til første
Kapellan ved F rue Kirke, var han aabenbart lykkelig
ved at skulle komme bort fra Spjellerup. Ikke desto
m indre kunde undertiden et stæ rkt Vémod overfalde
ham, saa han kun med Møje kunde tvinge sin Graad:
han skulde nu skilles fra den Menighed, som han i
Grunden havde elsket mere, end den havde elsket ham ;
han skulde forlade et Sted, hvor han havde levet i
henved ti Aar, lidt meget, men ogsaa nydt meget Godt