JPMynster

134

ning, giver P rædikenen Værd. Af alle Talere er den

gejstlige den, der m indst trænger til at faa sin Tale

til at interessere ved laan t Pynt. Religionens store og

ophøjede Sandheder interessere ved sig selv og det saa

meget mere, jo simplere og naturligere det Sprog er, i

hvilket de fremsættes» *). Og Clausens hom iletiske Fo re

drag fyldestgør fuldstændig hans Theori: det er klart,

fyndigt, indtrængende, energisk. Man mæ rker, han

taler af fuldt B ryst, og sikkert h a r hans P rædiken

gjort sin Virkning. Men E t mangler den, og det det

Allervæsenligste: Troen paa den K ristus, han for

kynder. Jesus er Læreren, det ophøjede Menneske,

der forfølges og øves Ju stitsm o rd paa af Obs ku ran ter

og jødiske H ierarker; hans Liv er rén t og sædeligt

som ingen Andens, og det indeho lder et herligt Eks

empel til Efterfølgelse. Men, at Gud h a r aabenbaret

sig i Kristus, at denne er Tidernes M idtpunkt, at han

h a r lidt for vore Synders Skyld og endnu hænger ko rs

fæstet og lidende m idt ib land t os — derom leder man

forgæves i Clausens P rædikensam ling. Sønnen siger

rigtignok i sit Mindeskrift, at Faderens K ristendom s

opfattelse med Aarene blev dybere; men derom vides

Intet. F rederik Hamm erich fortæller**), hvorledes han

som ung Candidat gennemgik et hom iletisk Kursus

hos Clausen paa Pastoralsem inariet og «oprørtes» ved

den Vold, han gjorde paa Biblens Ord, og den Hen

synsløshed, han udviste ligeoverfor de vigtigste T ros

lærdomme. Og Martensen beretter i sine E rin d rin

ger***), hvorledes han i 1833 var samm en med den

gamle Stiftsprovst og Schleiermacher under dennes Op

hold i København ved et Gilde hos H. N. Clausen.

Men uagtet den Gamle sikkerlig var stem t i den bedste

*) Prædikener

I., IX.—X.,

3die Opl., 1813.

**) Sé «Et Levnedsløb» I., 277.

***) «Af

mit Liv»

I., 73.