112 / 209
94
agtigt. Altsaa slog man al Tradition i Ansigtet og
stemplede de fleste af det ny Testamentes Hovedskrifter
som Tendensliteratur. Men Et tog man sig ikke i Agt
for, og deri var virkelig en Nemesis: Tubingerne selv
kunde ikke unddrage sig den skarpeste Dadel for
T en d en s k r itik .
I Stedet for de Evangelier, som
Kirken gentagende havde anerkendt for ægte, fremdrog
man dem, der forlængst vare forkastede som apokryfe.
I Stedet for paa Eusebios’ klare, historiske Vidnesbyrd
støttede man sig til de saakaldte «Clementiner», en
Tendensroman fra det 2det Aarhundrede. — Dog, hvad
der i religiøs Henseende var det Allerværste: Frelserens
Billede udviskedes aldeles under Tubingernes Hænder,
og Kristus’ Personlighed svandt ind til noget graat, dun
kelt, fremmed Noget. Undergivne den kritiske Besæt-,
telse, havde Tubingerne k u n Øje for «de petrinske og
paulinske Faser» i Urkristendommen, samt den højere
Enhed af begge i «den gamle katholske Kirke».
Tubingerskolen forgrenede sig imidlertid i Strasz-
burgerskolen (Colani) og fik ivrige Tilhængere ved de
hollandske Universiteter (Scholten); men dens Rod er
nu snart visnet med samt dens Grene; thi den var
kun rodfæstet i en bestemt Tidsretning. Niebuhr havde
opløst den romerske Kongehistorie i Sagn; Wolf havde
udskilt Homér i Rhapsodier; nu vilde Baur vise, at
den hellige Historie i Grunden ikke var Andet end
Tendensdigtning. Dog, hvad der gælder om Strausz,
gælder i alt Væsenligt ogsaa om hans Lærer Baur.
Hvad, maa man spørge, vil der blive af de Kulturens
Mestre, som ikke selv har efterladt sig Værker, men
ladet deres Elever udføre dem? — Hvad vil der blive
af selve Sokrates, Ethikens Fader? — Kan Xenoplion
(mutatis mutandis) ikke ret vel sammenlignes med
«Synoptikerne», og Platon med Johannes? — Hvad
kender den egenlige Historie til Sokrates? — Æschines
nævner ham en Gang i Forbigaaende; Aristophanes